Hændelsen Ved White Sands

DANIEL W FRY FUFOS OFFSET

KONTAKTPERSON

Daniel W. Fry

HÆNDELSEN VED WHITE SANDS

FUFOS 1971

Tryk og distribution: FUFOS.

ARKIVET FOR

UFO-FORSKNING

Box 11027

60011 NORRKOPING 11

Tel 011-138699. 14 46 50

Gengivet efter: Nordisk UFO Organisations “Studiehæfte over flyvende tallerkener”. Nr. 9 – 14. 010471 /Wiwe

OM DANIEL W. FRY

Daniel Fry er født den 19. juli 1908 i Verdon, Minnesota, USA. Han har arbejdet ved Aerojet General Corporation som tekniker, men startede selvstændigt i 1955 i El Monte, Californien.

Ved siden af sit tekniske arbejde startede han sit Understanding program.

I Sverige er tre af hans bøger udkommet på Parthenons forlag, det er: Budskapet från rymden, Resa med flygande tefat og Utvecklingens kurva. Desuden har Fry skrevet: Atoms, Galaxies and Understanding.

Daniel Fry besmykker sig desuden med titlen dr. Denne opgiver han at have fået ved St. Andrews University i 1960. Redaktør Sven Magnusson fra tidsskriftet Sökaren, undersøgte sagen nærmere. Det viste sig at Fry havde tilegnet sig titlen på noget som hedder St. Andrews Correspondence College i Tottenham, England. Det er en ikke anerkendt institution, som der forøvrigt har været en del debat om i England. Man kan på denne skole indskrive sig til en akademisk grad for omkring 500 kroner. Man må altså derfor huske på når man læser at Daniel Fry har en dr. grad, at det er en grad som ikke er anerkendt, og som derfor ikke dækker over det vi almindeligvis antager.

I USA udgiver Daniel Fry et tidsskrift: Understanding. Formålet med det er at starte en social videnskab, hvis mål det er at virke til forståelse mellem menneskene på jorden.

For De som har nærmere interesse i Daniel Fry’s arbejde, skal det oplyses, at hans adresse er:

UNDERSTANDING, Inc.

P.O.Box 206,

Merlin, Oregon 97532,

U.S.A.

FOHSØGSOMRÅDET VED WHITE SANDS, den 4 juli 1 1950.

I nat gik jeg over i de rækker, der tror på flyvende tallerkener. Jeg har ikke alene set en og rørt ved den, nej, jeg steg ind og fløj i den. Hvis jeg endnu kan stole på mine sanser, stod jeg også en lang tid i forbindelse med en ufonaut.

Nu da det er forbi, og jeg er tilbage i min lejlighed, forekommer det mig mere og mere utroligt, at det er hændt. Mellem alle de videnskabeligt uddannede hjerner og talenter, der findes på White Sands forsøgsområdet – hvorfor skulle netop jeg, en almindelig tekniker, ved et tilfælde eller på beregning, blive udvalgt til at flyve i et rumskib som det første menneske fra vor jord? Usandsynligheden af min oplevelse er så stor, at jeg begynder at tvivle på min forstand. Hvis jeg, havde forsøgt at overbevise andre om, at jeg i nat fløj i en flyvende tallerken, ville jeg snart have veret i en gummicelle på en sindsygeanstalt. Indtil nu er dette den størst oplevelse i mit liv, og jeg kan ikke beholde den for mig selv – derfor skriver jeg det hele ned. – Og nøjagtigt, som det skete, så længe det endnu står klart i min erindring.

I dag, den 4. juli, var det min hensigt at køre til Las Cruces for at overvære et fyrværkeri og tilbringe aftenen på en behagelig måde. Men jeg nåede ikke den sidste bus til byen, og der var ingen anden udvej i denne øde kaserne bygning end at gå ind på mit værelse og læse. Jeg læser Cork’s bog om varmeoverføring.

Klokken 19.30 gik luftkøleanlægget i stå, som det sker så tit – og altid, når det er særlig varmt. En time senere bliver der så uudholdeligt hedt i værelset, at jeg besluttede at gå en tur i håb om, at det måtte være køligere ude. Jeg gik ned ad den gade, der fører forbi prøvepladsen i nærheden af Organbjergene, hvor vejen ender ca. 96 km. sydllgere, El Paso. Men inden jeg nåede forsøgsområdet, drejede jeg til højre, hvor en lille snavset gade fører forbi skydepladsen til foden af Organbjergene.

Jeg var gået ca. 800 meter på denne vej, da jeg så den. Solen var allerede gået ned, og der var intet dagslys tilbage, men himlen var stjerneklar, og månen var endnu ikke steget op over horisonten, men sendte et spredt lys mod himlen. Jeg betragtede en særlig lysende stjernegruppe over bjergene, da lyset var den ene stjerne pludselig slukkedes. Jeg rettede selvfølgelig hele min opmærksomhed mod dette punkt, for stjerner plejer jo ikke at slukke lyset – og slet ikke på, en skyfri himmel. Først tænkte jeg at en flyvemaskine kunne have afbrudt lyset, men jeg vidte straks, at det kunne det ikke være, fordi en passerende flyvemaskine ville bruge mindre end et sekund om at komme forbi det punkt. Men her blev stjernen simpelthen væk! Man ville også i aftenens stilhed her ved ørkenens rand både kunne høre og se en flyvemaskine, der ikke havde været meget længere borte, men – der var ikke en lyd at høre. Vejrballoner blev ikke sendt op om aftenen, og en ballon ville også stige meget hurtigt og kunne kun have formørket stjernen et par sekunder. Der gik igen en stjerne ud – og et par sekunder senere to andre.

En priklende følelse krøb langs rygraden. For hvad det end kunne være der afskar mig for stjernernes lys, så blev det antagelig større, og da det forholdt sig konstant, kunne det kun betyde, at det kom direkte imod mig.

Endelig så jeg det, og samtidig forstod jeg, hvorfor jeg ikke kunne se det før. Dets farve lignede så nøje nathimlens, at det selv tæt på var vanskeligt at se mere end selve omridset. Det kom stadig imod mig, og jeg følte en stærk trang til at løbe min vej, men min mangeårige erfaring med raketter og sprængstof har lært mig, at det er meningsløst at løbe fra en ting, der kommer mod en, inden man er klar over dots retning, for man kan risikere at løbe imod det i stedet for fra det. Når man løber, kan man heller ikke beregne dets retning.

Genstanden var nu ganske nær, og jeg kunne se at det var ægformet ca. 10 meter i diameter. Den havde nu ikke mere end en hastighed på ca. 24-30 km/tim., og det så ud, som om den ville nedsætte farten til nul, til den havde nået jorden. Jeg kunne se, at den ville lande omkring 17 meter fra mig, hvis den ikke skiftede retning.

Gennem dens nedsatte bevægelser følte jeg mig meget usikker, men jeg blev hvor jeg var og iagttog, hvorledes den ligesom et tidselfrø i en let brise blidt nåede jorden uden den mindste lyd eller støj. Der hørtes kun en knagen under buskene. I 20 eller 30 sekunder stirrede jeg på tingsten – som et barn, der for første gang ser en cirkusforestilling.

Jeg har arbejdet i flere år på raket-området og på udvikling af andres projektiler, og derfor troede jeg, at jeg var velkendt med flyvevæsenets teknik. Men her var en flyvemaskine, der stod så højt over alt, hvad jeg nogensinde har hørt om, at jeg følte mig som en bonde fra bøhlandet, der for første gang ser en giraf og siger: “Nå ja, jeg ser den jo, men jeg tror ikke på den”. Først fik jeg den tanke: “Hvis russerne allerede har sådanne luftskibe, så Gud hjælpe Amerika”. Men samtidig blev jeg klar over, at det ikke kunne være en flyvemaskine fra Rusland eller noget andet sted her på jorden, for den, der har bygget den, har løst så mange problemer, hvorom vore bedste fysikere først nu er begyndt at drømme om.

Denne flyvemaskine arbejdede uden støj. Ingen propellarm, ingen lynen og brølen af gas fra dysen for at komme i gang. Skibet kom ganske enkelt fra den blå himmel og satte sig blidt ned på jorden. Måske fandt jeg svaret her: Maskinen dalede allerede, da jeg først fik øje på den, og havde så før landingen nedsat farten til et par kilometer i timen. Den gjorde ikke indtryk af, at den faldt.

Kun en helikopter eller en maskine, der var lettere end luften, kunne gøre sådan, men den havde ingen propeller, og den kendsgerning, at buskene under den blev trykket flade, da den landede, beviste jo, at det ikke drejede sig om en maskine, der var lettere end luften. Hvad den nu var, og hvad den ellers måtte kunne udføre – eet var klart: den kunne, spille bold med hr. Isaak Newton’s tyngdelove.

Pludselig opdagede jeg, at jeg ubevidst havde nærmet mig skibet, imedens alle disse tanker beskæftigede mig. Jeg er ingen helt og har aldrig været det. Hele mit instinkt og den sidste smule forstand råbte i mig, at jeg skulle holde mig i den størst mulige afstand fra denne ukendte og uberegnelige maskine. Desværre ejer jeg en kolossal nysgerrighed, og når det drejer sig om videnskabelige ting og særlig nye fremskridt i videnskaben, så bliver denne nysgerrighed til en mani, der fejer al fornuft til side.

Jeg nærmede mig maskinen og gik langsomt og forsigtigt omkring den. Den var temmelig bred, flad foroven og forneden, højden var

fem meter, og gennemsnittet, hvor den var størst, ca. 10 meter. Højden over jorden var ca. 2-1/2 meter.

Dens form var sådan, at hvis man betragtede den nedefra under en lille vinkel af ca. 45 grader regnet fra vertikalen, syntes den at ligne en underkop eller måske nærmest en omvendt suppeterrin. Den mørkeblå farvetone, som den havde, da den var i luften, var forsvundet. Den havde en metalglinsende overflade af sølvfarve med en ganske let violet tone.

Jeg gik omkring maskinen uden at kunne konstatere noget tegn på en åbning. “Hvis der er nogen derinde”, tænkte jeg, “så kan han kun komme derind nedefra eller oppefra”. Så blev jeg stående for at tænke over situationen.

Hvad skulle jeg først gøre? Skulle jeg gå tilbage og afgive rapport? Først tænkte jeg at det var ganske logisk, men så fik jeg en anden ide. Det ville mindst tage mig halvanden time at nå til udgangspunktet og tilbage med vidner. Og hvad så, hvis flyvemaskinen i mellemtiden var forsvundet. Så ville der ikke være andet tilbage af min rapport end nogle fladtrykte buske. Hvem ville tro mig?

Og hvis nogen troede mig – hvem turde så indrømme det? Jeg havde læst nok om, hvorledes de mennesker blev latterliggjort, der var så uforsigtige at indrømme, at de havde set nogle uforklarlige flyvemaskiner. Og en, der påstod at have set en maskine lande og have været så nær, at han kunne berøre den, var dårligt stillet. Især når han ikke havde andre beviser end fladtrykte buske. Så fik jeg den tanke, at måske kunne jeg bedømme materialet, hvis jeg følte på det.

Jeg gik hen imod den og satte fingerspidserne ganske let på metallet. Det var kun et par grader over lufttemperaturen – og var utrolig glat. Det er vanskeligt at beskrive glathedens grad. Hvis man lod fingeren glide hen over en perle, der var overtrukket med en sæbehinde, ville man få en lignende følelse, som jeg havde ved berøringen. Så strøg jeg med hele hånden over metallet og følte en let, men tydelig prikken i fingerspidserne og i håndroden.

Der lød en høj stemme ud fra luften ved siden af mig: “Det er bedre at holde fingrene fra den, min ven, den er varm endnu!”

Stemmen brød spændningen, der ubevidst havde grebet mig. Jeg vaklede nogle skridt tilbage, hvorved min hæl blev hængende i en busk, og jeg faldt omkuld i hele min længde. Jeg hørte noget som lignede en fnisen. Så kom stemmen igen i en venligere tone: “Slap bare af, kammerat, du er mellem venner”.

Ydmygelsen i min fatale stilling i forbindelse med den milde tone bidrog til at overvinde frygten og erstatte den med en let forvirring. Jeg rejste mig, bankede sandet ud af mit tøj og befriede en sandbille, der var kravlet ind i mit hår.

“Du behøvede nu heller ikke at råbe sådan op og gøre mig så forskrækket”, brummede jeg.

“Råbe op!? Åh, du mener, min advarsel var for kraftig? Gør mig ondt! Stakkels du! Men du var lige ved at blive dræbt, og der var ingen tid til at lege med kontrol-instrumenterne”.

“Du mener, at hylsteret endnu var radioaktivt?” spurgte jeg. “Hvis det er sådan, står jeg stadig for nær”.

“Hylsteret er ikke radioaktivt”, var svaret. “Jeg brugte ordet “varm” fordi det var det bedste, jeg kunne finde til forklaring i dit sprog. Fartøjet har et kraftfelt omkring sig, der frestøderalt. Feltet har molekulært stor styrke, men formindskes efter den syvende potens’ afstand og bliver uvirksom i en tusindedels afstand fra hylsteret. Aske bemærkede du at overfladen føltes meget glat. Det var, fordi dit kød ikke virkeligt berørte metallet, men blev holdt på afstand gennem kraftfeltets frastødende virkning. Vi benytter dette kraftfelt til at beskytte hylsteret for ridser eller beskadigelser ved landinger. Det formindsker også luftgnidningen meget, når vi flyver med stor hastighed gennem atmosfæren”.

“Men hvorledes kunne det så dræbe mig?” spurgte jeg. “Jeg følte kun en let vibration gennem hånden, og hvad mener du med mit “tossede” sprog? Hvis du ikke er en yankee, så har jeg endnu aldrig hørt en”.

“Hvad det første spørgsmål angår”, svarede stemmen uforstyrret, “så ville det ikke have dræbt dig omgående. Faktisk ville der være gået nogle måneder, men det ville urore sket lige så sikkert, som om det skete straks. Jeg må forklare dig, at ved hudens berøring med kraftfeltet reagerer huden på den måde, at den i blodet fremkalder det, I kalder røde blodlegemer. Af en, af os endnu ukendt årsag bliver disse opsuget af leveren, angriber denne og forårsager, at den svulmer op og overfyldes. I det tilfælde, at huden har været udsat for kraftfeltet et minut eller længere, er døder. så godt som sikker. Jeg tror ikke, at du har været længe nok i berøring med det til at være i fare, men alligevel vil du uden tvivl, før eller senere, mærke virkningen, forudsat selvfølgelig at dine biologiske funktioner er identiske med vore, og vi har al grund til at tro, at det forholder sig sådan. Hvad dit næste spørgsmål angår: Jeg er ingen yankee, selv om jeg i henhold til min øjeblikkelige tjeneste må være en sådan. Den kendsgerning, at du anser mig for en yankee, bevidner resultatet af mine anstrengelser i de sidste to år efter jeres tidsregning for at lære jeres sprog og bruge det i praksis. I virkeligheden har jeg aldrig endnu sat mine ben på jeres jord. Det vil tage mig firehundrede år endnu at tilpasse mig jeres atmosfære og tyngdekraft, og at blive immun over for jeres sygdomme”.

Det forekom mig, at jeg havde stået stille længere tid, for at fatte denne tale, og forstå meningen med den, men i virkeligheden var der kun gået få sekunder. Endelig sagde jeg:

“Hvis jeg ikke med mine egne øjne havde set denne flyvemaskine komme her og lande, så ville jeg sige, at du var en gavtyv, der havde hest for mange videnskabelige “fantasihistorier”. I alt fald er jeg forberedt på, at alt er muligt. For øvrigt er det ganske tilfældigt, at jeg er her og så dig alnde, og det kan jo være fuldstændig ligegyldigt, om jeg tror dig eller ikke”.

“Tværtimod”, sagde stemmen. “For os er det vigtigt, at du får lejlighed til at gøre dig bekendt med kendsgerningerne, og at du danner dig en tilsvarende mening. En af hensigterne med denne ekspedition er at lære den jordiske menneskeheds virkelige opfattelsesevne at kende, særlig graden af deres evne til at tilpasse deres forstand hurtigt og roligt til begreber, der er fuldstændig fremmede for deres tankevaner. Tidligere ekspeditioner fra vore forfædres side endte i denne henseende næsten fuldstændigt negativt. Denre gang er der håb om, at vi finder

tilstrækkeligt modtagelige menneskesjæle til, at vi kan være behjælpelige med jeres races fremgang. Hvad dig angår, har din indstilling overtruffet vore største forventninger”.

“Ligeneget hvilke tanker man skal gøre sig vedrørende din race, så kan jeg se, at vi i det mindste har een ting fælles, nemlig den, at vor humor er begrundet på ironi. Men du kan ikke holde mig for nar på denne måde, jeg har gået i skole hos erfarne folk. Det er ved at gå op for mig, at alt, hvad jeg har gjort, inden du kom, var forkert. For det første, hvis jeg havde brugt en smule fornuft, ville jeg hurtigt være forsvundet, da jeg så dig komme, i stedet for at vente, til jeg muligvis var blevet fladtrykt under dit skib. Jeg burde have holdt mig i forholdsvis sikker afstand i stedet for at snuse omkring din maskine. Da din advarende stemme lød gennem højttaleren – eller hvad det nu er – burde jeg have taget advarslen roligt og ikke springe som en forskræmt kanin og havne i den ynkelige stilling i sandet. Og sluttelig går du ganske simpelt ud fra, at jeg tror på dine påstande. Jeg skal sige dig, jeg er villig til at tage den mulighed i betragtning, at den er sand, men jeg er lige så villig til at anse den for at være det største humbug”.

“Rigtigt”, svarede stemmen. “Lad mig forklare dig min situation! Det var ikke min hensigt at være ironisk, jeg mente nøjagtigt, hvad jeg sagde. Du siger, at din nysgerrighed drev dig til at undersøge maskinen, hvorved du udsatte dig for en ukendt fare, i stedet for at søge din frelse i flugt. Det er ret betegnende for kampen mellem ønsket om viden eller ønsket om sikkerhed. Jeg tror, I har et ordsprog, der siger, at selvopholdelse er den første naturlov. Det er opmuntrende at konstatere, at higen efter, viden overvinder det dyriske instinkt. Da jeg råbte advarende til dig, var din reaktion aldeles ikke frygt, som du tror. En reaktion af frygt ville have gjort dig stiv indtil ubevægelighed, i alt fald for en kort tid. I stedet handlede du omgående på en passende måde. Den kendsgerning, at du faldt, beviser at din koncentration var så stærk, at du glemte at holde øje med tilbagevejen. At du skulle tro ig, bare fordi jeg siger dig noget, er det sidste vi ønsker. Hvad vi har brug for, er mennesker med tilstrækkelig åbne sind for modtagelse af beviser – selv om disse beviser står i modstrid med alle hidtil kendte meninger – og med elastisk sans til at bearbejde beviset for at nå til logiske slutninger. Den kendsgerning, at du under fuldstændig enestående omstændigheder alligevel hører roligt på min stemme og giver logiske svar, er det bedste bevis for, at din sindstilstand er Gf den beskaffenhed, som vi ønsker os”.

“Tak for komplimenterne”, sagde jeg. “Jeg ville ønske, jeg kunne tro, at jeg havde fortjent dem, men med din påstand vil du vel antyde, at du tænker på at benytte mig i en bestemt plan, i hvilken menneskehedens videnskabelige fremskridt er indbefattet. Hvorledes kommer du overhovedet på at at henvende dig til mig? Kun fordi jeg rent tilfældigt var her, de du landede? Jeg kan med lethed føre dig sammen med et dusin mennesker her på forsøgsbasen, der er trængt meget dybere ind i videnskaben, end jeg er”.

“Når du tror at du kun er her ved et rent tilfælde, så undervurderer du os aldeles”, var svaret. “Mange jordmennesker sender let, men du er en af de få, der også modtager godt. Hvis du efter din tilbagevenden til dit kvarter undersøger køleanlægget, vil du, opdage, at det slet ikke svigtede i aften, selv om det svigter nu’ og da. Lad os vende tilbage til vort samtaleemne. Vi har undersøgt sindstilstanden hos jeres topfigurer i videnskaben. I ethvert

tilfælde viste det sig, at jeres sjæle er stivnet i støbeformene af deres nutidige begreber. De har vovet sig for langt ud, og følgelig må de gå langt tilbage. Jeg kan forklare det ved et eksempel. Et menneske, der stræber efter videnskabelig viden, ligner en myre, der kravler op ad et træ; kun veg at vidende at den kravler opad, og dens synsvinkel er for kort til at overse hele stammen. Resultatet er, at den efter al sandsynlighed løber langs en af de nederste grene uden at opdage, at den har forladt hovedstammen. Det går godt et stykke tid, den kan stadig kravle opad og endog plukke lidt frugt i forbifarten, men snart begynder den at blive nervøs, da den faste gren pludselig deler sig i talløse grene og blade, der alle viser i forskellige retninger. Nøjagtigt sådan finder a den, der søger efter forstandsviden, at de store “grundlove”, der aldrig lod sig rokke, nu begynder at dele ig, og at de viser i modsatte retninger. Videnskabsmanden kommer til den slutning, at han nærmer sig grænsen for den viden, der kan udtænkes af forstanden, og at alle fysiske love faktisk bliver rent statistiske. Når han har nået dette punkt, kan han kun gøre videre fremskridt, når han forfølger linjen ad abstrakt matematisk fornuftslutning. Det kan sammenlignes med en togrejse i en af jeres undergrundsbaner. Du vil sandsynligvis komme til dit mål, men da du ikke kan se hvilken vej du kører, har du ingen garanti for, at der ikke findes en meget kortere og lettere vej til målet. Jeres videnskabsmænd er nu i denne situation. Jeres videnskabsmænd er f.eks. nu tvunget til at påstå, at elektronen både er en masse-del og en bølgebevægelse. De forsøger at gøre det forståeligt, idet de siger: Elektronen er en del i en sandsynligheds-svingning. Det er en tilstand, der ikke kan ses, og så bliver undergrundsrejsen det eneste middel til fremskridt; undergrundsrejsens abstrakte matematik.

De fundamentale sandheder er altid enkle og forståelige, når man ser dem i de rigtige perspektiver. Så bliver den gren af viden enkel og forståelig som en “gren”, der ses oppefra på hovedstammen. Kort og godt: Hvad jeres videnskab må gøre for at opnå fremgang er: at gå tilbage til det punkt, hvor grenen forbinder sig med hovedstammen, for aerfra at gå op ad hovedstammen. Og dertil vil og kan vi hjælpe menneskene, men kun hvis de øsnker det, og hvis de er i stand til at følge den vej, vi vil vise dem. Men dette gælder fremtiden. Inden vi kan yde jordboerne nogen som helst bistand, må to betingelser opfyldes. Først må vore legemer være fuldstændig tilpasset jeres biologiske omverden, så at vi bliver identiske med jer, når vi er sammen. Det vil tage endnu fire år, som jeg allerede har sagt. Den næste betingelse er vanskeligere. De politiske spændinger, der hersker mellem nationerne, må formindskes. Hvis en af de to herskende nationer vil opnå en afgørende videnskabelig overmagt, vil der under de nuværende forhold følge en total udslettelseskrig. Vi er ikke her for at bistå nogen ved krigsførelse, men for at tilpasse nationernes fremgang, så at årsago til krige bortfalder, ligesom vi for tusinde af år siden har udslettet konfliktårsager mellem vore egne folkeslag. Jeg ser, at du er træt af at stå der i sandet og høre på denne fremstilling af videnskab og samfundslære.

Det minder mig om mine værtspligter. Kunne du tænke dig at gå ombord og få en lille tur? Dette her er kun et fjernstyret transportskib, men det har også en lille passagerkabine med siddepladser, ganske vist meget enkel, men man sidder ganske bekvemt”.

“Jeg vil være meget glad, hvis jeg fik lov at se skibets indre”, sagde jeg, “og jeg ville give, jeg ved ikke hvad, hvis jeg fik tilladelse til at flyve med. Men hvorledes kommer jeg ind? Jeg har allerede ledt efter en åbning, men fandt ikke noget spor af en dør. Du sagde, du ikke havde vennet dig til vor atmosfære: Når jeg kommer ind i skibet, må jeg jo tage min luft med. Hvorledes vil det så virke på dig?”

Som jeg allerede har sagt dig”, svarede stemmen, “er skibet en fjernstyret transporter. Jeg opholder mig ikke i den. Jeg be finder mig i hovedskibet, eller som I siger, i “Moderskibet”, som i øjeblikket ligger 1440 kilometer over jeres planets overflade. Denne transporter bliver brugt til at bringe os prøver fra jeres atmosfære, så vi kan venne os til den. Lagerrummet er lufttomt, og ved åbningen af døren fyldes det med den forhåndenværende atmosfære, dens temperatur og tryk. Også eventuelle bakterier bliver taget med op til undersøgelse og til fremstilling af modgift. Indgangen er helt oppe i maskinen. Nu skal jeg åbne den”. Jeg hørte en tone, der dels lød som en hvislen, dels som en brummen. Den varede 15 sekunder. Jeg var forbavset over den ringe lydstyrke. Enhver jordisk luge, stor nok til at fylde et skib af denne størrelse med luft, ville have forårsaget en hylen og susen. Så blev jeg klar over, at hylsteret nok var lydtæt, og at støjen fra den indtrængende luft ville fremkomme i fartøjets indre, og næsten ikke kunne høres udenfor.

Så hørte jeg et enkelt knæk på ydersiden, og en del af overfladen, lige til venstre for mig, rykkede nogle centimeter fra hinanden og bevægede sig til siden for at forsvinde i væggen, og til syne kom en oval åbning på ca. 1-1/2 + 1 meter. Jeg drejede mig mod døren for at stige ind. På grund af hylsterets bøjning var mit hoved allerede i skibets indre, mens mine fødder endnu stod ude på jorden.

Kabinen udgjorde kun en lille del af skibsrummet. Det var et rum på ca. 3 meters dybde og ca. 2,3 meters bredde; op til loftet var der ca. 2 meter. Væggene var let bøjede og afrundede; der fandtes ingen skarpe hjørner. Væggen gennem hvilken åbningen førte var selvfølgelig selve yderhylsteret og havde den samme bøjning. Denne væg var ca. 10 cm tyk. Rummet havde 4 siddepladser, der lignede vore “legemesformede” lænestole, de var bare lidt mindre end vore.

På bagvæggens midte var der anbragt en æske med et rør og en linse. Fra denne linse kom der lys. Stolene og lyset syntes at være de eneste anordninger i det ellers nøgne, metalliske rum. “Ingen særlig tiltalende kabine”, tænkte jeg, “den ligner nærmest en celle”.

“Som jeg allerede har sagt: Den er enkel, men du vil finde, at stolene er bekvemme”, sagde stemmen. “Stig ind og tag plads, hvis du vil flyve. Vi har ikke alt for megen tid”.

Næsten automatisk gik jeg ind i kabinen og hen til en af stolene. Inden jeg nåede derhen, hørte jeg en knagen, det var dørene, som gled ud af fordybningerne i væggen. Instinktivt vendte jeg mig om, som om jeg var betænkelig ved at blive afskåret fra den forholdsvise sikkerhed i ørkenen, men dørene var allerede lukket. Hvis dette her var en fælde, så var jeg fanget, og det ville være nytteløst at værge sig mod det uundgåelige.

“Hvor kunne du tænke dig at flyve hen?” kom stemmen igen; men dennegang kom den ikke fra siden, men nærmest indefra, som om jeg hør. te ord, som jeg selv udtalte.

“Jeg ved ikke hvor langt du kan tage mig hen i den tid du har”, svarede jeg, “og da denne kabine jo ingen vinduer har, kan det være lige meget, hvilken vej vi tager, jeg kan alligevel ikke se noget”.

“Du skal få noget at se”, lød svaret, “i alt fald så meget, som du fra en flyvemaskine kan se ved nat. Hvis det passer dig, kan vi tage til New York City og tilbage igen i løbet af 30 minutter. De store byers lysskær ved nat fra en højde af 32 kilometer har altid gjort et stærkt indtryk på os”.

“Til New York og tilbage på 30 minutter?” spurgte jeg. “Det er jo 13.000 km/tim. Hvorledes kan i frembringe så megen energi i sådan en maskine, og hvorledes kan jeg holde til det tempo? Der findes ikke engang sikkerhedsbælter på jeres stole”.

“Du vil ikke føle noget ubehag ved hastigheden”, lød svaret. “Faktisk vil du overhovedet ikke mærke noget. Sæt dig bare ned, så starter vi. Jeg skal forklare dig de ting, der forbavser dig undervejs”.

Jeg satte mig på stolen der var nærmest døren, og må indrømme, at den virkelig var meget bekvem. Materialet føltes som skumgummi med plastik overtræk. Stemmen afbrød mine tanker: “Jeg slukker nu lyset og tænder udsigts-strålen.

Der blev fuldstændig mørkt i rummet, og så tændtes projektøren, lige som i en biograf, kun med den forskel, at lysstrålen var dyb violet. Den var rettet nøjagtigt på døren, og døren forsvandt. Den gled ikke tilbage som ved åbningen. Nej, den ophørte ganske simpelt med at være der; i det mindste forekom det mig sådan. Det var, som om jeg så gennem den fineste, klareste glasrude.

“Der er ikke tid til at give dig en fuldkommen forståelse af alle ting, som du gerne vil vide noget om med hensyn til maskinen og os, men måske kan jeg forklare dig et par fundamentale grundsætninger, som du er nysgerrig efter at få at vide”, sagde stemmen – eller rettere sagt, min stemme, for jeg opdagede netop, at de hørte ord slet ikke kom som lydbølger til mit øre, men opstod direkte i min hjerne.

“Som du ser er døren blevet gennemsigtig. Det forbavser dig, fordi du er vant til at tænke, at metaller er fuldstændig uigennemsigtige. Almindeligt glas er dog nøjagtigt så tæt som mange metaller og hårdere end de fleste, og dog går lyset meget let igennem det. Den energi-stråle, der nu indvirker på døren, er hvad du vil kalde en frekvensforøger. Strålen gennemtrænger metallet og virker på alt lys den møder, på en sådan måde, at lysfrekvensen bliver forøget til et omfang, der – som du ved – ligger i spektrum mellem røntgen- og de kosmiske stråler. Ved disse frekvenser går strålerne let gennem metallet. Når disse bølger forlader metallet på dørens inderside, træder de i vekselvirkning med projektøren og bevirker det, I ville kalde stødfrekvens, som stemmer overens med den originale lysfrekvens således at du ved en gennemskuen af metallet i virkeligheden ser en reproduktion. Hvis du er parat vil vi starte nu”.

Instinktivt presser jeg mig ind i stolen og griber med hænderne om siderne. Et øjeblik efter faldt jordbunden pludselig fra skibet med utrolig hastighed. Jeg sagde at jorden “faldt” fra, for jeg havde ikke den svageste følelse af egen bevægelse, og skibet var så roligt som en klippe. Til trods for den kendsgerning, at vi bevægede os med mindst 10 g’s hastighed, kunne jeg have sværget Påg at vi stod stille.

Lysene fra forsøgsområdet, der havde været skjult af en lille bakke, kom pludselig frem. Et par sekunder senere kom lysene fra Las Cruces frem i den venstre side af vinduet, og jeg vidste, at vi i disse 2-3 sekunder var steget mindst 330 meter. Skibet drejede lidt til venstre, medens det steg, og derved kunne jeg se hovedvejen fra Las Cruces til El Paso, et smalt funklende bånd, der blev oplyst af tusinde billygter. Lysene fra El Paso og Ciudad Juarez glødede i horisonten, men mens vi steg, syntes de at komme nærmere og dele sig i forskellige kraftige lyspunkter. Jeg kunne se Presidio området, de hundrede tusinde lys fra Port Bliss og den meget lyse plet, der kendetegner El Paso’s nederste bydel. Jeg mente endda at kunne skelne den mørke stribe af Rio Grande, der deler El Paso fra dens tvillingeby Juarez. I et par sekunder havde skibet drejet sig så meget, at disse byers lys forsvandt i det højre hjørne: af vinduet. Udsigten viste nu mod sydøst. Jordens overflade syntes at skinne i et lysegrønt fosforserende skær. Samtidig blev himlen udenfor meget mørkere, og stjernerne syntes at have fordoblet deres glans.

“Vi må have nået stratosfæren”, tænkte jeg. “Hvis det er rigtigt så må vi være steget 16.000 meter i løbet af 15-20 sekunder, og dog har jeg ikke mærket det mindste til hastigheden”.

“Du er nu ca. 21.000 meter over jorden”, svarede stemmen på mine tanker, og du stiger ca. 2.400 meter pr. sekund. Vi har bragt dig temmelig langsomt herop, således at du kunne få lejlighed til at se dine kendte byer fra luften. Vi vil bringe dig op til 56.000 meters højde til horisontal flyvning. I denne højde er den resterende atmosfære så stærkt fortyndet, at den næsten ingen modstand gør mod maskinens bevægelse”.

“For øvrigt, hvad er der blevet af månen? Da jeg steg ind i skibet, var den lige kommet frem, men nu ser alt så dystert ud?”

“Det ser mørkt ud”, var svaret, “fordi der i denne højde simpelthen ikke er nok atmosfære til at videreføre lyset. Du vil ikke se spor af månen, med mindre den skulle skinne direkte på lysskærmen. Jeg har forsætligt sørget for, at det ikke skete, for lyset over atmosfæren er meget intensivt, og det ville være vanskeligt – måske umuligt – at se noget andet, mens månen skinner. Du er nu så højt oppe, at jeg kan tilføje den lodrette bevægelse en betydelig vandret hastighed”.

“Da der i de næste minutter ikke er meget at se, vil jeg forklare dig et par ting. Du talte noget om sikkerhedsbælter og spurgte, hvorledes du kunne holde til hastigheden. Det er et spørgsmål, som din planets videnskabsmænd meget ofte bryder deres hjerne med”.

“Hver gang vore flyvemaskiner er blevet iagttaget af dine medmennesker, og maskinens hastighed er blevet beskrevet, dukkede straks den tanke op, at den fart var ganske utroværdig. Vi har hørt nogle af jeres lærdeste mænd fremsætte den påstand “Intet menneskeligt væsen eller andre højere livsformer kan, så vidt vi ved, overleve en sådan tiltagende hastighed”.

“Ved bedømmelsen af jordbeboernes intelligens var det for os en stadig skuffelse. Vi mener, at en nogenlunde intelligent lægmand med en gennemsnitsviden, som I har, burde være i stand til at tilbagevise en sådan påstand omgående. Svaret er naturligvis ganske enkelt det, at den kraft, der fremskynder maskinen, ikke alene indvirker på hvert enkelt atom af selve maskinen, men på samme måde på hver enkelt masse-del i maskinen og selvfølgelig Også på piloterne og passagererne”.

“I jeres maskiner er sagen helt anderledes. I har propeller eller jets, der udøver tryk på en del af maskinen. Dette tryk – eller skub – driver maskinen, men ikke piloten. Piloten bliver kun drevet frem gennem trykket på den del af hans krop, der er i berøring med hans sæde. På grund af de øvrige legemesdeles træghed opstår der tryk, der forårsager følelsen af fremdrift eller i voldsomme tilfælde besvimelse eller faktsik tilintetgørelse af legemet. Vor eneste fremdriftsgrænse er begrænsningen af den disponible kraft”.

“Men hvorfor svæver jeg ikke omkring i luften”, tænkte jeg, “som en ting i en raket i uhindret fart antageligt ville gøre?”

“Svaret herpå skulle da være temmelig iøjefaldende”, sagde stemmen. “Før skibet blev sat i bevægelse, sad du på sædet, og da virkede kun een tiltrækningskraft mellem krop og sæde. De fremdriftskraften indvirkede på begge – på skibet og din krop – i nøjagtigt forhold til mængden, og da jordens tiltrækningskraft vedblivende indvirker på jer begge, bliver den oprindelige kraft mellem din krop og sædet konstant, men den vil aftage, når planetens tiltrækningskraft aftager ved distancen”.

“Når vi rejser mellem planeterne, langt borte fra nogen kilde af naturlig tiltrækningskraft, er det af praktiske grunde nødvendigt for os selv at fremstille denne kraft kunstigt. De tiltrækningskraft, vi er vant til, er kun lidt mere end halvdelen af den, der er på jorden. Det er hovedgrunden til, at det vil tage os så lang tid at blive almindelige mennesker af jeres race. Hvis vi ville lande på jeres planet nu og ville forlade den beskyttelse, som vore skibe giver os, så ville den stærke tyngdekraft stille så store krav til vore indre organer, at der ville opstå alvorlige sygdomme, som muligvis ville have døden til følge”.

“Dette er ikke bare en beregning. Vi ved det er sandt, fordi det i fortiden er blevet prøvet flere gange. Hvis vi bliver i vore skibe, hvor vi kan regulere den kraft vi er udsat for, så kan vi gennem en ringe, men regelmæssig forøgelse af kraften, styrke vort cellevæv og muskelsystem, til jeres tyngdekraft til slut bliver lige så naturlig for os, som vor egen er det nu”.

“Når den tid kommer, håber vi, at du og et par andre medlemmer af din race, der har bevaret et tilstrækkelig åbent sind, vil være i stand til at hjælpe os med at slå bro over den væsentlige kløft, der består mellem jeres og vores kultur. Dog – som jeg før har sagt – vi vil aldrig prøve at påtvinge jer vor viden eller kultur, og vi vil aldrig komme til menneskene – uden at vi har virkeligt bevis for, at de ønsker det”.

“Hensigten med denne ekspedition er ikke alene menneskekærlighed. Der findes noget materiale på jeres jord, som vi kunne bruge til fælles fordel, materiale, som I har i stor overflod, men som forekommer meget sjældent på andre steder i dette solsystem. Når vi ønsker at anvende dette materiale, så vil den tjeneste, vi yder jeres folk, dog ikke gøres afhængig af materialets benyttelse. Hele vor viden og don understøttelse vi kan give, bliver ydet beredvilligt”.

“Kunne du ikke forklare mig grundbegreberne i denne flyvemaskines funktion?” spurgte jeg. “Hvorledes kan i frembringe denne uhyre energimængde, der er nødvendig for at drive fartøjet frem til så stor hastighed, og hvorledes anvender I denne energi uden ydre bevis på dens anvendelse?”

“For at forklare dig det”, lød svaret, “måtte jeg give dig et helt nyt grundlag i fysik. Som jeg har sagt før, anser jeres videnskab en af kundskabens træs nederste grene for at være hele træet, med det resultat, at jeres videnskab er blevet stærkt kompliceret. Når videnskaben så skal anvendes praktisk, så resulterer det i et apparat, der ligefrem bliver forhindrende kompliceret. Lad os tage et eksempel: Nogle videnskabsmænd i dit land er i gang med at lave en undervandsbåd, der skal drives frem ved hjælp af atomkraft. De vil opnå dette ved at bygge en reaktor hvori uranets lette isotop spalter sig og derved ardannerrvarmeenergi og frie neutroner, som absorberes af den tunge uran isotop og derved forvandler det i det næst-tungeste element, der står over uranets række, som ligeledes igen kan spaltes. Denne metode – selv om den er temmelig kompliceret – er den mest virkningsfulde energikilde, som I mennesker indtil nu har frembragt. Men for at forvandle denne varmeenergi til skibets fremdrift, planlægger de at lade en vædske flyde gennem reaktoren, der skal absorbere varmen. De leder så denne arbejdende vædske gennem en varmeomformer for at sætte en anden vædske under tryk gennem fordampning. Dampen ledes ind i en turbine til drift af en generator for at producere elektrisk strøm. Når de således opnår en samlet nytteeffekt af 30%, så er det et “stort ingeniørarbejde”.

“Hvis de kunne tænke i enkle begreber, kunne de med den viden de har nu, kunne de bygge en enkel varmereaktor omkring atomreaktoren, så ville de gennem den opnåede temperaturhældning vinde direkte elektrisk energi med en nyttegevinst af mindst 94-98% – uden bevægelige dele, men med små udgifter og med mindre materialeanvendelse pr. produceret energi-enhed. Sammenlignet med vore metoder ville denne fremgangsmåde endda nærmest være bortødslen”.

“Frem for alt er det nødvendigt for jer at opdage den fuldstændige enkelhed i naturens grundlove. Så vil I være i stand til at opnå virkninger, som I nu anser for umulige. Når jeres fagmænd udkaster en plan for en flyvemaskine, anser de det for nødvendigt at frembringe en energihældning i selve maskinen som drivkraft. Alligevel har jeres forfædre for tusinde siden, foretaget rejser til alle dele af jorden i skibe, som ikke havde noget indre energikilde, men alene blev drevet frem af atmosfærens bevægelsesenergi. Selv om det ikke altid var en pålidelig energikilde, så var den dog tilstrækkelig virkningsfuld, og det skulle have givet jeres folk en erkendelse af at der findes mange slags energi, der stadig er til rådighed, og det er kun nødvendigt at udtænke et middel, hvorved denne energistrøm kan bringes til at give det ønskede resultat.”.

“Det, der hovedsageligt hindrer videnskabens hurtige fremgang, er at jeres videnskabsmænd ikke har opafttet materiens og energiens simple enhed. En af jeres største tænkere, professor Albert Einstein, offentliggjorde for mange år siden den matematiske formel for udtrykket af den mængdemæssige lighed af materie og energi. Denne formel førte, til trods for at den er matematisk fuldstændig rigtig, til den urigtige slutning, at materie kan omdannes til energi og omvendt. Sandheden er, at materie og energi blot er forskellige aspekter af samme væsen.”

“Se på en geometrisk flade, der har to dimensioner. Når denne flad står lodret på din synsvinkel, så ser du den som en glat flade. Det repræsenterer materie-aspektet af det hele. Når du nu drejer denne flade 90 grader, vil den forsvinde ud af dit syn, da den nu kun har en dimension. Det repræsenterer energi-aspektet af det

hele. Du har ikke forandret fladen. Du har kun ændret dit synspunkt, eller teknisk talt: Du har forandret dit forbindelsespunkt” .

“Den energimængde som et givet materielegeme øjensynlig rummer, alhænger helt af, hvor meget det har drejet sig på mængde-energiaksen i henhold til iagttageren. En anden iagttager, der ser det samme legeme fra et andet forbindelsespunkt, vil finde, at det indeholder en hel anden energimængde”.

“Lad os antage, vi havde en iagttager på hver af to planeter, der kredser gennem rummet, lad os sige med halvdelen af lysets hastighed, og som bevæger sig i nøjagtig samme hastighed og i samme retning. Hvis der ikke fandtes andre materielegemer i universet, ville iagttagerne uvægerligt komme til den slutning, at deres respektive planeter ingen bevægelsesenergi havde,.siden de eneste anvendelige forbindelses-punkter ligger på den samme energihøjde. Hvis vi nu antager, at der er en tredie planet, og forudsætter, at den befinder sig i hviletilstand, vil begge iagttagere konstatere, at medens deres respektive planeter ingen bevægelsesenergi har til hinanden, men derimod har en meget høj energi i forhold til den tredie planet. Der ville stadig ikke være nogen mulighed for at afgøre, hvilke af planeterne der er i bevægelse, eller energiforskellen mellem dem.

“Jeres professor Einstein har bragt en anden sætning ind i lyset gennem abstrakt matematisk bevisførelse, og det er: “Når et materielegeme tiltager i hastighed, formindskes dets dimension i bevægelses-retningen. Når legereet opnår lysets hastighed, så har det ingen dimension mere, i bevægelses-retningen. Det kommer selvfølgelig af, at det har drejet sig om masse-energi-aksen i henhold til iagttageren, indtil lyset har ophørt med at være masse og er blevet ren energi. Heraf kan du se, at man bruger 9 x 10²⁰ -energi for at fremdrive et gram masse til lysets hastighed. Da massen ved denne hastighed ophører at være masse, er det indlysende, at ingen energimængde kan øge sin hastighed yderligere i henhold til forbindelses-punktet”.

“Men senere vil der blive tid nok til at tale om fysik. Da denne tur hovedsagelig skal tjene dig til observering, vil jeg forklare dig udsigten”. Den store by mod nord er St. Louis, og lysskæret i horisonten er Cincinnati. På mindre end to minutter vil du være over byen, og så vil du kunne se lysene fra Pittsburg.”

“Du ser, vi har lært en hel del af jeres geografi. Jeres historie er ikke så kendt af os, for jeres race tænker ikke så meget på fortiden. Selvfølgelig er vi meget bedre kendt med civilisationernes allerførste historie, end I er det”. (Atlantis og Lemurien).

Denne sidste bemærkning blev mig ikke klart bevidst i øjeblikket, fordi jeg var optaget af at betragte lysene fra Cincinnati, der strømmede imod mig fra jordens overflade, 56000 meter under mig.

Da vor retning var mod øst, vidste jeg, at månen måtte være lige over mig. Men jordens overflade viste meget lidt af dens reflekterende lys. Det grønlige skær, jeg havde set ved starten i New Mexico, var næsten helt forsvundet. Jeg havde aldrig hort nogen formodning fremsat om jordens udseende, men bedømt fra denne højde var den næsten fuldstændig mørk, og jeg tror, at tilbagestrålingen i alt fald fra landområderne må være meget svag. Naturligvis bedømte jeg det kun efter månelyset, og jeg var ikke langt nok væk fra overfladen til at kunne danne mig et sendt billede af dens udseende.

Lysene fra Cincinnati var nu lige under mig. Jeg kunne ikke skel ne hvert enkelt, dertil var der Ilt for mange lys, og de var for tæt sammen. Helhedsindtrykket var, som om man så ned på et glæde bål, der var brændt ned til glødende kul med et par meget lyse punkter? der funklede som projektørbelyste katteøjne.

Naturligvis var Cincinnati ikke den eneste by der var synlig fra dette punkt. Ved en højde af 56000 meter er udsigten meget udstrakt, og selvom billedskærmens flade var begrænset, så kunne jeg dog hele tiden se hundrede af forskellige store og små lyspunkter, der alle repræsentcrede menneskelige beboelser eller fabrikker.

“I løbet af et par minutter vil du være over New York”, hørte jeg stemmen sige i mig. “Og nu begynder jeg at bringe dig ned på 32000 meters højde. Da denne maskine ikke er bygget til persontransport – kabinen tjener kun for nødsituationer — var det ikke nødvendigt at sørge for tilstrækkelig tyngdekraft-udligning, som vi har det i alle vore store skibe. Følgelig vil du ved nedstigningens begyndelse blive drevet opad i retning af din egen tyngde således at din legemesvægt bliver lidt mindre. Hvis det skulle genere dig, vil jeg nedsætte hastigheden”.

Jeg følte en let løftning i maven, som man føler det i en langson nedadgående elevator, dog med den forskel, at følelsen i dette tilfælde varede i 30 sekunder. Så blev min vægt normal igen.

“Nu bevæger du dig med en konstant hastighed nedad, og det vil i det næste minut bringe dig til den egnede højde. Højdeforskellen betyder selvfølgelig tyngdekraftens fremskyndelse, så du vil ikke føle det. Du var ikke særlig urolig ved tyngdekraftens ændring, men da din race endnu ikke har fremstillet et tyngdekraft -kompensations- apparat til jeres transportmaskiner, formoder jeg, at I venner jer bedre til en sådan skiften, end vi gør”.

“Hvis du tror at sådan en blid omskiften kunne forurolige mig”, svarede jeg, “så skulle du prøve at køre i vore rutchebaner eller være med til et af vore “squirt jobs”.

“Et øjeblik”, kom svaret. “Jeg er bange for at du misforstår mig. Jeg var så glad for, at min forståelse af dit sprog var så perfekt, men nu har du lige brugt to udtryk, hvis mening er mig ubekendt. Vil du ikke være venlig at forklare mig dem?”

“Du mener “rutchebane” og squirt job”? spurgte jeg. “Rutchebanen er et mekanisk anlæg, som findes i mange af vore forlystelsesparker. Det består af en lav åben vogn med siddepladser, der er forsynet med håndtag til at holde fast i. Den har stålhjul der løber på skinner, som er anbragt på et forhøjet stel. Så snart passagererne har indtaget deres pladser, bliver vognen fastgjort til en kæde, der løber mellem skinnerne og slæber vognen til stilladsets højeste punkt. Der bliver vognen løst fra kæden, og så overtager tyngdekraften sit job. Vognen suser ud og ned i en brat vinkel, til den har nået bunden, og stiger så op igen. Denne pludselige stigen og falden bliver gentaget flere gange, og dertil kommer også mange bratte kurver. Skinnerne løber i en kreds, og ved turens afslutning er passagererne igen ved udgangspunktet. Så står vognen klar til det, næste hold, der venter på en nervepirrende oplevelse”.

“Den munterhedsfølelse, der fremkommer ved farten, opstår af den kendsgerning, at hjernen afgiver adrenalin til blodet ved den hurtige skiften af tyngdekraft. Det sker naturligvis altid, når

legemet bliver udsat for en pludselig fare, men i dette øjeblik ved passagererne, at der ikke er nogen fare. Således nyder han stimulansen, som adrenalinet forårsager, uden nogen risiko”.

“Squirt job” er en hvirveltur, et begrab i det amerikanske jargon-sprog, og står i forbindelse med vore jetmaskiner. Jeg antager at du er godt kendt med dem. I har jo haft rigelig lejlighed til at studere dem. En sløjfeflyvning er en manøvre, hvor maskinen flyver en lodret kreds, hvorved maskinens overside bliver på kredsens ydre omfang”.

“tak skal du have”, svarede min vært. “Nu ved jeg, at vi ikke har taget fejl, da vi udvalgte dig som formidler for direkte kontakt”

“Du er nu i 32000 meters højde, og din by New York ligger foran dig. Maskinen nærmer sig fra nordvest og vil forblive i denne kurs, til den har nået oceanet i byens yderste nordøstlige kant. Den vil så kredse over byen, til den flyver mod vest. Samtidig vil maskinen dreje sig sådan, at billedskærmen hele tiden er rettet mod byens midtpunkt. Hastigheden bliver nu formindsket til 960 km/tim for at du kan få bedre tid til at nyde synet”.

Foran mig lå Amerikas største by. Et vidunderligt syn. Man måtte være digter for at kunne beskrive det fyldestgørende.

Fra denne højde var lysene meget klarere og bedre at skelne. Nu lignede det ikke mere glødende kul med nogle lysere pletter. Dette var et langstrakt område af millioner af blåhvide diamanter, funklende og lysende mod en sort fløjelsbaggrund.

Temperaturforskellen i de forskellige luftlag under mig og skibets hurtige bevægelse lod lysene funkle så voldsomt, at hele byen var en bølgende – vidunderligt strålende sø.

“Hvis jeg havde været kunstner”, tænkte jeg, “ville det antagelig være mit livs største øjeblik, men min higen efter viden overgår langt min ærbødighed for rent æstetiske værdier. Så smukt dette syn er, og så interessant denne tur er, så ville jeg gladelig have byttet for en fem minutters.tur i et moderskib”.

“Vi beklager, at vi ikke har tid nok til at arrangere sådan en tur”, kom svaret. “Hvis du vil huske, at vi endnu ikke har tilpasset os til jeres atmosfære, og som du selv siger, måtte du bringe din atmosfære med dig, hvis du kom til os på skibet. Hvis vi havde haft tid nok, kunne vi have fremstillet en dragt, som I bruger når I går under vandet. Så ville du have været i stand til at entre skibet uden at forandre din eller vor atmosfære. Men det ville have taget megen tid. Selv om vi ikke er sådan tilnærmelsesvis slaver af tiden, som jeres race lader til at være, så er vi dog i et skib, der får sin energi hovedsageligt fra særlige naturlige kilder, og derfor finder vi det nødvendigt – lige som jeres sømænd – at sejle med strømmen”.

“Vi må om kørt tid forlade dette område, men vi kommer tilbage til jeres planet om et par måneder. Vi har samlet tilstrækkelig af jeres atmosfære for at blande den med vor egen, for den tid vi vil være undervejs. Ved vor tilbagekomst vil vi kontakte dig igen”.

“Men så vil jeg ikke længere være her på forsøgsområdet” svarede jeg. “Mit arbejde vil være afsluttet, og jeg må tilbage til Californien. Forøvrigt kender jeg ikke engang dit navn”.

“Vi har navne”, lød svaret. “men vi har sjældent lejlighed til at anvende dem. Når jeg bliver medlem af jeres race, vil jeg bruge

navnet Alan. Det er et almindeligt navn i dit land og ligner mit eget, som er A-lan. At du er i Californien ved vor tilbagekomst gør ingen forskel for vor evne til at finde dig. Som jeg allerede har sagt, dine sanser modtager godt. Hvis du havde lidt mere øvelse i at tyde åndelige forestillinger, kunne det have været muligt for os at vise dig vort moderskibs enkeltheder, uden at du behøvede at være her”.

“Det ville jeg meget gerne prøve”, sagde jeg. “Øvelse er den bedste vej til fremskridt, og når enkelthederne i jeres moderskib er for vanskelige for mig som begynder, så hvorfor ikke lade mig begynde med at prøve enkelthederne af denne vimana, jeg sidder i? Når jeg lukker mine øjne og koncentrerer mig, var det så ikke muligt i det mindste at give mig et tværsnit af skibet?”

“Næppe”, svarede Alan lidt tørt. “Du gør den fejl som næsten alle jeres folk gør, når I forsøger det, som I kalder oversanselig opfattelse. For det første er det overhovdet ikke oversanseligt. Det er nøjagtig så meget en del af legemets normale iagttagelses evne som enhver anden sans, undtagen, at den bliver brugt så lidt af jeres race, at den endnu befinder sig i en kummerlig underudvikling. Nogen af jeres dyr og mange insekter har udviklet denne sans i højere grad end I mennesker”.

“I er allerede fra fødslen vænnet til at modtage og tyde synsindtryk med jeres åbne øjne. Du vil huske, at du ved brugen af et mikroskop har lært at holde begge øjne åbne, selv om der kun er eet okular, luk ikke øjnene. Jeg slukker nu for lysstrålen, så er der ingen afledende indflydelse”.

“For det andet: Lad være at koncentrere dig. Koncentrationen er entilstand af udsendelse og er nærmest en fuldstændig hindring for modtagelse. For at modtage rigtigt, må du være fuldstændig afslappet. Denne evne har du, og denne evne er bemærkelsesværdig hos et menneske af jeres race”.

“Faktisk var det gennem denne evne, at jeg første gang kom i kontakt med dig. Det var for tre nætter siden. Du var gået i seng, men du kunne ikke falde i søvn på grund af presset fra dagens begivenheder. Du brugte en tankeøvelse, der var meget interessant for mig, fordi den var enkel ogvirkningsfuld. Kan du huske det?”

“Ak ja”, svarede jeg. “Det bruger jeg tit, når jeg ikke kan falde i søvn. Jeg forestiller mig et mørkt værelse med ti lysende tal på den modsatte væg. Så retter jeg min opmærksomhed på disse tal, til andre tanker er forsvundet fra min bevidsthed. Og så begynder jeg at viske det ene tal ud efter det andet og nedsætter min koncentration med hvert tal. Som oftest sover jeg ind, medens der endnu er et par tal tilbage. I al fald sover jeg, efter at det sidste tal er forsvundet”.

“Sådan er det”, svarede Alan. “Ikke alene afslappes bevidstheden, men alle tanker, der kommer udefra, bliver sat på deres rette plads i den ubevidste del af sjælens kartotek. I denne tilstand modtager og sender underbevidstheden meget bedre og lettere end overbevidstheden nogensinde gør”.

“Måske skulle jeg skamme mig ved at indrømme det, men i dit tilfælde var det så flistende, så jeg undersøgte din sjæl så grundigt, som vel ingen sjæl er blevet ransaget før. Jeg tror, jeg kan sige, at jeg ved mere om dig end du selv gør. Hvad jeg fandt i dig er ikke altsammen ønskværdigt. Naturligvis. Livet var hårdt ved dig undertiden, og jeg fandt mange ar og et par sår, der

stadig kun er halvvejs lægt. Jeg fandt, at skæbnens hårdhed har givet dig en ualmindelig dybde og vidde i din opfattelse og erkendelse. Jeg fastslog, at du ville være den rette mand”.

“Men vi er kommet bort fra vort emne. Jeg foreslår dig at anvende dig egen afslappelsesmetode. Ret nu dine øjne mod billedskærmen, som nu er mørk, og når dit sind er roligt, vil jeg forsøge at overføre et åndeligt billede af den flyvemaskine du sidder i”.

Det var ikke nødvendigt at forestille sig et mørkt rum, for kabinen var nu fuldstændig mørk. Jeg havde ingen vanskelighed ved at forestille mig de lysende tal, men det var mig umuligt at slippe alle de spørgsmål, der strømmede ind i min bevidsthed. Til slut opgav jeg at udelukke dem helt. Jeg prøvede at jage dem bort så godt jeg kunne, og begyndte at slukke de lysende tal. Så stor var vanens magt, at mine tanker faldt til ro, så jeg var lige ved at sove ind, da jeg nåede det sidste tal.

Men så opdagede jeg et billede på skærmen, som jeg ikke havde bemærket før. Det kom ikke pludselig til syne. Det syntes som om det altid havde været der. Men dog så jeg det nu for første gang. På billedets venstre side genkendte jeg kabinen, og jeg vidste, at billedet måtte forestille det indre af hele skibet.

Så hørte jeg en stemme henvende sig til mig, men dennegang på afstand.

På en måde vidste jeg det var Alan’s stemme, selv om klangen var fuldstændig forandret. Den stemme, jeg havde hørt, var nærmest skarp. Nu var den blød og flydende næsten som musik.

“Du ser dele af skibet og dets mekanisme, som din forstand evner at opfatte. Det store trommelignende anlæg på det øverste gulvs midte er energi-samleren. Den er væsentlig et samle-batteri, der kan blive opladt med energi af enhevr art, som er forhånden. Med ordet “opladt” mener jeg kun, at der er skabt en potential forskel mellem akkumulatorens to poler. Polernes materiale disponerer over frie elektroner i en mængde, som du slet ikke kan forestille dig. Via kontrolmekanismen flyder elektronerne gennem to kraftringe, som du ser foroven og forneden i maskinen. Du er jo kendt med de elektrodynamiske love, så du ved, at en elektron skaber et magnetisk felt. Denne enorme strøm af elektroner gennem kraftringene bevirker et meget kraftigt magnetisk felt”.

“For at både retning og mængden af strømmen kan blive kontrolleret gennem ringen, og på forskellig måde gennem en enkelt ring, kan vi skabe et felt, der er i modsætning med eller i overensstemmelse med ethvert felt, gennem hvilket vi ønsker at bevæge os. Derigennem behærsker vi flyvemaskinens holdning i forhold til det respektive felt”.

“Alle materielegemer, der er i bevægelse, har magnetiske felter omkring sig af den lige nævnte grund, nemlig: at al materie indeholder elektroner, og alle i bevægelse værende elektroner bevirker magnetiske felter. Det magnetiske felt af jeres jord er meget svagt i forhold til dets tyngdekraft, og det må være vanskeligt for dig at forstå, hvorledes hastigheden kan forøges imod et stærkt felt ved at lade et svagt felt modvirke det. Husk på, hvad der end sker, når du fører de samme eller modsatte poler af to “permanente magneter” sammen, hvorledes kraftlinjerne bliver stødt næsten lodret udad til deres normalposition. Således svinger flyvemaskiners felt udad, indtil det skærer tilstrækkeligt

af jordfeltets kraftlinie for at producere den nødvendige frastødning”.

“Du har nok undret dig over, hvor længe du kunne indånde luften i den lille kabine, før den bliver tung og forurenet. Du kan se, at der under de to sidste siddepladser er små lufthuller med en mekanisme, der lader luften fra laderummet strømme ind i kebinen. I denne maskine er det ikke nødvendigt at forny luften, for den store mængde luft i laderummet ville, i nødstilfælde, kunne forsyne fire personer med den nødvendige ilt”.

“Den beholder som du ser over energi-samleren, indeholder styregrejerne. Jeg behøver ikke at gå nærmere ind på enkeltheder, da du er kendt med mekanik og fjcrnstyringsapparatur. Da vore er uendelig meget enklere og mere driftsikre end jeres, så ville de også her tage mange timer i nyorientering i fysik, for at forklare dig deres funktion.

“Vor tid er nu udløbet. Vi har bragt dig lidt hurtigere tilbage, og nu er du næsten over dit udgangspunkt. Da I i modsætning til os har fornøjelse af at opleve tyngdekraft-forandringen, så kan vi, hvis du ønsker det, fremkalde denne “gysen” som du kalder det, medens vi går ned og nærmer os tyngdekraftens nulgrænse. Den fuldstændige opnåelse af denne tilstand ville volde ledelse og kunne endda være farlig – men vi kan komme denne tilstand tilstrækkelig nær, så du alligevel beholder en vis stabilitet, mens du oplever en følelse af vægtløshed”.

Den pludselige erkendelse af at turen næsten var forbi, rev mig ud af den drømmetilstand, jeg havde været i, siden jeg gik ombord.

“O.K.” råbte jeg. “Forsøg det, jeg ønsker at opleve den følelse”.

Pludselig tændes lyset i kabinen. Efter det fuldstændige mørke, jeg havde været i, blændede lyset mig. Medens jeg prøvede at venne øjnene til lyset, for min mave pludselig op i min brystkasse. Jeg kunne føle mit hjerte slå mod min strube, medens mine lunger og andre organer syntes at have bestemt sig for at trænge ud af mine ører.

Jeg har oplevet mange bratte dykningsmanøvrer i flyvemaskiner og har kørt i mange forlystelsesanlæg, der er beregnet til at bevirke en følelse af vægtløshed, men dette her havde jeg aldrig oplevet mage til. Jeg havde ikke følelsen af at falde, men nærmest som om mine organer var aflastet af en stærk spænding. Noget lignende, som en elastik der springer opad, når man slipper taget. Lykkeligvis var denne følelse kortvarig. Efter et par sekunders forløb følte jeg mig atter vel igen.

Jeg følte mig ikke særlig vægtløs, tænkte jeg og trykkede hænderne på begge sider af stolen. Jeg rejste mig med et mere eller mindre elegant sving omtrent helt op til loftet.

Dette kunne jeg have gjort mere graciøst, hvis jeg ikke havde anvendt den kraft, der lå bag mit tyngdepunkt. Da jeg begyndte at falde ned igen, var jeg nær faldet på hovedet og måtte gribe efter stolelænet for at holde mig oprejst.

Resultatet var, at jeg landede på knæene i stolen med øjnene kun et par centimeter fra ryglænet.

Da så jeg noget, som jeg indtil nu havde overset. Det var et enkelt mønster, der var præntet i stolens materiale, men jeg genkendte symbolet, og det må have udløst en mægtig åndelig chockbølge,

som føltes som frygt eller smerte, for tyngdekraften blev straks igen normalliseret, og det medførte, at jeg igen oplevede et par ubehagelige øjeblikke, netop som mine organer havde begyndt at indtage deres rette plads.

“Hvad er der i vejen”, hørte jeg Alan’s stemme sprøge – og for første gang syntes jeg at kunne spore en antydning af medfølelse. Og så – “ak, jeg ser du har bemærket symbolet og genkendt dets betydning”.

“Ja”, svarede jeg. “Enhver der er nogenlunde orienteret, ville genkende symbolet af træet og slangen. Det findes jorden over i alle racers gamle indskrifter og legender. For mig har det altid stået som et udpræget jordisk symbol, og det overrasker mig at se det dukke op fra verdensrummets dybde eller fra en planet, som du kalder dit hjem”.

“Det er en ting som jeg håbede skulle vente til vort næste møde”, sagde Alan. “Der er så meget at sige – og så lidt tid”.

“Vore forfædre kom oprindelig fra denne jord. De havde oprettet et stort rige og en mægtig videnskab på kontinentet, som jeres legender kalder “Mu” eller “Lemurien”. Samtidig eksisterede et stort rige på kontinentet – Atlantis.

Der fandtes rivalisering på videnskabens område. I begyndelsen venlig, men med årene blev den bitter, da begge nationer brystede sig overfor hinanden med deres bedrifter. På få århundreder havde videnskaben opnået en udvikling, der svarer til jeres nuværende”.

“Utilfredse med at sætte et par krummer af bunden atomenergi fri, som jeres fysikere gør, havde de lært at sætte store mængder i bevægelse omkring energi-aksen. Under disse omstændigheder var det uundgåeligt, at de to nationer til slut udslettede sig selv gensidigt, nøjagtig det samme, som jorden to største nationer af i dag forbereder sig på”.

“Men denne diskussion må vente til vi kommer igen. Det er blevet sent. Det koster allerede for megen energi at holde vort skib i den rette position, og vi kan ikke opgive dette transportskib. Det er nu på jorden, og nu skal jeg åbne døren. På gensyn Dan! Lev vel, til vi ses igen!”

Som en søvngænger steg jeg ud af maskinen og stolperede et par skridt gennem sandet, inden jeg vendte mig om. Døren havde lukket sig efter mig. Et vandret orangefarvet lys strålede fra skibets midte – og skibet svang sig op i højden – som om en katapult havde afskudt det. Den efterstrømmende luft drev mig et helt skridt fremad, så jeg nær havde tabt ligevægten. Det lykkedes mig at holde øje med rumskibet, medens lysbåndet omkring det skiftede i alle spektralfarver fra orange til violet. Imidlertid var rumskibet nået et par tusinde fod op – og da gik lyset over i violet og forsvandt fuldstændigt fra mit syn.

En stærk følelse af depression kom over mig. Det forekom mig, som om alt mit arbejde og mit liv havde mistet sin betydning. For et par timer siden var jeg en temmelig selvtilfreds tekniker, der satte måle- og prøve-apparater op for en af de største raketmotore, der endnu er fremstillet. Nu vidste jeg, at den motor – endnu før den var afprøvet – var håbløst gammeldags. Længe stod jeg i sandet ved de fladtrykte buske og kiggede op. Alan havde lovet at komme igen. Var det deres virkelige mening, der er jo så mange andre her i landet som kunne hjælpe dem bedre.

Jeg kan kun vente – og håbe.

LITTERATUR HENVISNINGER:

Eckhoff, Leif. Daniel Fry’s beretning. Fra UFO-NYT nr. 5, 1965.
Side 205 – 209.
Fortsat i UFO-NYT nr. 1, 1966. Side 28 – 31.

Fry, Daniel W. Budskapet från rymden. Hålsingborg, Parthenon, 1968. 65 sider.

—— Resa med flygande =at. Hälsingborg, Parthenon, 1968. 71 sider.

—— Utvecklingans kurva. Hålsingborg, Parthenon, u.å.

Gibbons, Gavin. Daniel Fry. Fra They rode in space ships. London, Spearman, 1957. Side 3 – 107.

Magnusson, Sven. Dan Fry. Fra Sökaren nr. 2, 1971. Side 14 – 15.

Authorize

Newsletter Sign Up

Search

Contact Us

Register