DANIEL W FRY FUFOS OFFSET
KONTAKTPERSON
Daniel W. Fry
HÆNDELSEN VED WHITE SANDS
FUFOS 1971
Tryk og distribution: FUFOS.
ARKIVET FOR
UFO-FORSKNING
Box 11027
60011 NORRKOPING 11
Tel 011-138699. 14 46 50
Gengivet efter: Nordisk UFO Organisations "Studiehæfte
over flyvende tallerkener". Nr. 9 - 14. 010471 /Wiwe
2
OM DANIEL W. FRY
Daniel Fry er født den 19. juli 1908 i Verdon, Minnesota, USA.
Han har arbejdet ved Aerojet General Corporation som tekniker, men startede
selvstændigt i 1955 i El Monte, Californien.
Ved siden af sit tekniske arbejde startede han sit
Understanding program.
I Sverige er tre af hans bøger udkommet på Parthenons
forlag, det er: Budskapet från rymden, Resa med flygande tefat og Utvecklingens
kurva. Desuden har Fry skrevet: Atoms, Galaxies and Understanding.
Daniel Fry besmykker sig desuden med titlen dr. Denne
opgiver han at have fået ved St. Andrews University i 1960. Redaktør Sven
Magnusson fra tidsskriftet Sökaren, undersøgte sagen nærmere. Det viste sig at
Fry havde tilegnet sig titlen på noget som hedder St. Andrews Correspondence College
i Tottenham, England. Det er en ikke anerkendt institution, som der forøvrigt
har været en del debat om i England. Man kan på denne skole indskrive sig til
en akademisk grad for omkring 500 kroner. Man må altså derfor huske på når man
læser at Daniel Fry har en dr. grad, at det er en grad som ikke er anerkendt, og
som derfor ikke dækker over det vi almindeligvis antager.
I USA udgiver Daniel Fry et tidsskrift: Understanding. Formålet
med det er at starte en social videnskab, hvis mål det er at virke til
forståelse mellem menneskene på jorden.
For De som har nærmere interesse i Daniel Fry's arbejde,
skal det oplyses, at hans adresse er:
UNDERSTANDING, Inc.
P.O.Box 206,
Merlin, Oregon 97532,
U.S.A.
3
FOHSØGSOMRÅDET VED WHITE SANDS, den 4 juli 1 1950.
I nat gik jeg over i de rækker, der tror på flyvende
tallerkener. Jeg har ikke alene set en og rørt ved den, nej, jeg steg ind og
fløj i den. Hvis jeg endnu kan stole på mine sanser, stod jeg også en lang tid
i forbindelse med en ufonaut.
Nu da det er forbi, og jeg er tilbage i min lejlighed,
forekommer det mig mere og mere utroligt, at det er hændt. Mellem alle de
videnskabeligt uddannede hjerner og talenter, der findes på White Sands forsøgsområdet
- hvorfor skulle netop jeg, en almindelig tekniker, ved et tilfælde eller på
beregning, blive udvalgt til at flyve i et rumskib som det første menneske fra
vor jord? Usandsynligheden af min oplevelse er så stor, at jeg begynder at
tvivle på min forstand. Hvis jeg, havde forsøgt at overbevise andre om, at jeg
i nat fløj i en flyvende tallerken, ville jeg snart have veret i en gummicelle
på en sindsygeanstalt. Indtil nu er dette den størst oplevelse i mit liv, og
jeg kan ikke beholde den for mig selv - derfor skriver jeg det hele ned. - Og
nøjagtigt, som det skete, så længe det endnu står klart i min erindring.
I dag, den 4. juli, var det min hensigt at køre til Las
Cruces for at overvære et fyrværkeri og tilbringe aftenen på en behagelig
måde. Men jeg nåede ikke den sidste bus til byen, og der var ingen anden udvej
i denne øde kaserne bygning end at gå ind på mit værelse og læse. Jeg læser Cork's
bog om varmeoverføring.
Klokken 19.30 gik luftkøleanlægget i stå, som det sker så
tit - og altid, når det er særlig varmt. En time senere bliver der så
uudholdeligt hedt i værelset, at jeg besluttede at gå en tur i håb om, at det
måtte være køligere ude. Jeg gik ned ad den gade, der fører forbi prøvepladsen
i nærheden af Organbjergene, hvor vejen ender ca. 96 km. sydllgere, El Paso. Men
inden jeg nåede forsøgsområdet, drejede jeg til højre, hvor en lille snavset
gade fører forbi skydepladsen til foden af Organbjergene.
Jeg var gået ca. 800 meter på denne vej, da jeg så den. Solen
var allerede gået ned, og der var intet dagslys tilbage, men himlen var
stjerneklar, og månen var endnu ikke steget op over horisonten, men sendte et
spredt lys mod himlen. Jeg betragtede en særlig lysende stjernegruppe over
bjergene, da lyset var den ene stjerne pludselig slukkedes. Jeg rettede
selvfølgelig hele min opmærksomhed mod dette punkt, for stjerner plejer jo ikke
at slukke lyset - og slet ikke på, en skyfri himmel. Først tænkte jeg at en
flyvemaskine kunne have afbrudt lyset, men jeg vidte straks, at det kunne det
ikke være, fordi en passerende flyvemaskine ville bruge mindre end et sekund om
at komme forbi det punkt. Men her blev stjernen simpelthen væk! Man ville også
i aftenens stilhed her ved ørkenens rand både kunne høre og se en flyvemaskine,
der ikke havde været meget længere borte, men - der var ikke en lyd at høre.
Vejrballoner blev ikke sendt op om aftenen, og en ballon ville også stige meget
hurtigt og kunne kun have formørket stjernen et par sekunder. Der gik igen en
stjerne ud - og et par sekunder senere to andre.
En priklende følelse krøb langs rygraden. For hvad det end
kunne være der afskar mig for stjernernes lys, så blev det antagelig større, og
da det forholdt sig konstant, kunne det kun betyde, at det kom direkte imod
mig.
4
Endelig så jeg det, og samtidig forstod jeg, hvorfor jeg
ikke kunne se det før. Dets farve lignede så nøje nathimlens, at det selv tæt
på var vanskeligt at se mere end selve omridset. Det kom stadig imod mig, og
jeg følte en stærk trang til at løbe min vej, men min mangeårige erfaring med
raketter og sprængstof har lært mig, at det er meningsløst at løbe fra en ting,
der kommer mod en, inden man er klar over dots retning, for man kan risikere at
løbe imod det i stedet for fra det. Når man løber, kan man heller ikke beregne
dets retning.
Genstanden var nu ganske nær, og jeg kunne se at det var
ægformet ca. 10 meter i diameter. Den havde nu ikke mere end en hastighed på
ca. 24-30 km/tim., og det så ud, som om den ville nedsætte farten til nul, til
den havde nået jorden. Jeg kunne se, at den ville lande omkring 17 meter fra
mig, hvis den ikke skiftede retning.
Gennem dens nedsatte bevægelser følte jeg mig meget
usikker, men jeg blev hvor jeg var og iagttog, hvorledes den ligesom et
tidselfrø i en let brise blidt nåede jorden uden den mindste lyd eller støj.
Der hørtes kun en knagen under buskene. I 20 eller 30 sekunder stirrede jeg på
tingsten - som et barn, der for første gang ser en cirkusforestilling.
Jeg har arbejdet i flere år på raket-området og på
udvikling af andres projektiler, og derfor troede jeg, at jeg var velkendt med
flyvevæsenets teknik. Men her var en flyvemaskine, der stod så højt over alt,
hvad jeg nogensinde har hørt om, at jeg følte mig som en bonde fra bøhlandet,
der for første gang ser en giraf og siger: "Nå ja, jeg ser den jo, men jeg
tror ikke på den". Først fik jeg den tanke: "Hvis russerne allerede
har sådanne luftskibe, så Gud hjælpe Amerika". Men samtidig blev jeg klar
over, at det ikke kunne være en flyvemaskine fra Rusland eller noget andet sted
her på jorden, for den, der har bygget den, har løst så mange problemer, hvorom
vore bedste fysikere først nu er begyndt at drømme om.
Denne flyvemaskine arbejdede uden støj. Ingen propellarm,
ingen lynen og brølen af gas fra dysen for at komme i gang. Skibet kom ganske
enkelt fra den blå himmel og satte sig blidt ned på jorden. Måske fandt jeg
svaret her: Maskinen dalede allerede, da jeg først fik øje på den, og havde så
før landingen nedsat farten til et par kilometer i timen. Den gjorde ikke
indtryk af, at den faldt.
Kun en helikopter eller en maskine, der var lettere end
luften, kunne gøre sådan, men den havde ingen propeller, og den kendsgerning,
at buskene under den blev trykket flade, da den landede, beviste jo, at det
ikke drejede sig om en maskine, der var lettere end luften. Hvad den nu var, og
hvad den ellers måtte kunne udføre - eet var klart: den kunne, spille bold med
hr. Isaak Newton's tyngdelove.
Pludselig opdagede jeg, at jeg ubevidst havde nærmet mig
skibet, imedens alle disse tanker beskæftigede mig. Jeg er ingen helt og har
aldrig været det. Hele mit instinkt og den sidste smule forstand råbte i mig,
at jeg skulle holde mig i den størst mulige afstand fra denne ukendte og
uberegnelige maskine. Desværre ejer jeg en kolossal nysgerrighed, og når det
drejer sig om videnskabelige ting og særlig nye fremskridt i videnskaben, så
bliver denne nysgerrighed til en mani, der fejer al fornuft til side.
Jeg nærmede mig maskinen og gik langsomt og forsigtigt
omkring den. Den var temmelig bred, flad foroven og forneden, højden var
5
fem meter, og gennemsnittet, hvor den var størst, ca. 10
meter. Højden over jorden var ca. 2-1/2 meter.
Dens form var sådan, at hvis man betragtede den nedefra
under en lille vinkel af ca. 45 grader regnet fra vertikalen, syntes den at ligne
en underkop eller måske nærmest en omvendt suppeterrin. Den mørkeblå farvetone,
som den havde, da den var i luften, var forsvundet. Den havde en metalglinsende
overflade af sølvfarve med en ganske let violet tone.
Jeg gik omkring maskinen uden at kunne konstatere noget
tegn på en åbning. "Hvis der er nogen derinde", tænkte jeg, "så kan
han kun komme derind nedefra eller oppefra". Så blev jeg stående for at
tænke over situationen.
Hvad skulle jeg først gøre? Skulle jeg gå tilbage og
afgive rapport? Først tænkte jeg at det var ganske logisk, men så fik jeg en
anden ide. Det ville mindst tage mig halvanden time at nå til udgangspunktet og
tilbage med vidner. Og hvad så, hvis flyvemaskinen i mellemtiden var
forsvundet. Så ville der ikke være andet tilbage af min rapport end nogle
fladtrykte buske. Hvem ville tro mig?
Og hvis nogen troede mig - hvem turde så indrømme det? Jeg
havde læst nok om, hvorledes de mennesker blev latterliggjort, der var så
uforsigtige at indrømme, at de havde set nogle uforklarlige flyvemaskiner. Og
en, der påstod at have set en maskine lande og have været så nær, at han kunne
berøre den, var dårligt stillet. Især når han ikke havde andre beviser end
fladtrykte buske. Så fik jeg den tanke, at måske kunne jeg bedømme materialet,
hvis jeg følte på det.
Jeg gik hen imod den og satte fingerspidserne ganske let
på metallet. Det var kun et par grader over lufttemperaturen - og var utrolig
glat. Det er vanskeligt at beskrive glathedens grad. Hvis man lod fingeren
glide hen over en perle, der var overtrukket med en sæbehinde, ville man få en
lignende følelse, som jeg havde ved berøringen. Så strøg jeg med hele hånden
over metallet og følte en let, men tydelig prikken i fingerspidserne og i
håndroden.
Der lød en høj stemme ud fra luften ved siden af mig:
"Det er bedre at holde fingrene fra den, min ven, den er varm endnu!"
Stemmen brød spændningen, der ubevidst havde grebet mig.
Jeg vaklede nogle skridt tilbage, hvorved min hæl blev hængende i en busk, og
jeg faldt omkuld i hele min længde. Jeg hørte noget som lignede en fnisen. Så
kom stemmen igen i en venligere tone: "Slap bare af, kammerat, du er
mellem venner".
Ydmygelsen i min fatale stilling i forbindelse med den
milde tone bidrog til at overvinde frygten og erstatte den med en let forvirring.
Jeg rejste mig, bankede sandet ud af mit tøj og befriede en sandbille, der var
kravlet ind i mit hår.
"Du behøvede nu heller ikke at råbe sådan op og gøre
mig så forskrækket", brummede jeg.
"Råbe op!? Åh, du mener, min advarsel var for kraftig?
Gør mig ondt! Stakkels du! Men du var lige ved at blive dræbt, og der var ingen
tid til at lege med kontrol-instrumenterne".
"Du mener, at hylsteret endnu var radioaktivt?"
spurgte jeg. "Hvis det er sådan, står jeg stadig for nær".
6
"Hylsteret er ikke radioaktivt", var svaret. "Jeg
brugte ordet "varm" fordi det var det bedste, jeg kunne finde til
forklaring i dit sprog. Fartøjet har et kraftfelt omkring sig, der
frestøderalt. Feltet har molekulært stor styrke, men formindskes efter den
syvende potens' afstand og bliver uvirksom i en tusindedels afstand fra
hylsteret. Aske bemærkede du at overfladen føltes meget glat. Det var, fordi
dit kød ikke virkeligt berørte metallet, men blev holdt på afstand gennem
kraftfeltets frastødende virkning. Vi benytter dette kraftfelt til at beskytte
hylsteret for ridser eller beskadigelser ved landinger. Det formindsker også
luftgnidningen meget, når vi flyver med stor hastighed gennem atmosfæren".
"Men hvorledes kunne det så dræbe mig?" spurgte
jeg. "Jeg følte kun en let vibration gennem hånden, og hvad mener du med
mit "tossede" sprog? Hvis du ikke er en yankee, så har jeg endnu
aldrig hørt en".
"Hvad det første spørgsmål angår", svarede
stemmen uforstyrret, "så ville det ikke have dræbt dig omgående. Faktisk
ville der være gået nogle måneder, men det ville urore sket lige så sikkert,
som om det skete straks. Jeg må forklare dig, at ved hudens berøring med
kraftfeltet reagerer huden på den måde, at den i blodet fremkalder det, I
kalder røde blodlegemer. Af en, af os endnu ukendt årsag bliver disse opsuget
af leveren, angriber denne og forårsager, at den svulmer op og overfyldes. I
det tilfælde, at huden har været udsat for kraftfeltet et minut eller længere,
er døder. så godt som sikker. Jeg tror ikke, at du har været længe nok i
berøring med det til at være i fare, men alligevel vil du uden tvivl, før eller
senere, mærke virkningen, forudsat selvfølgelig at dine biologiske funktioner
er identiske med vore, og vi har al grund til at tro, at det forholder sig
sådan. Hvad dit næste spørgsmål angår: Jeg er ingen yankee, selv om jeg i
henhold til min øjeblikkelige tjeneste må være en sådan. Den kendsgerning, at
du anser mig for en yankee, bevidner resultatet af mine anstrengelser i de
sidste to år efter jeres tidsregning for at lære jeres sprog og bruge det i
praksis. I virkeligheden har jeg aldrig endnu sat mine ben på jeres jord. Det
vil tage mig firehundrede år endnu at tilpasse mig jeres atmosfære og
tyngdekraft, og at blive immun over for jeres sygdomme".
Det forekom mig, at jeg havde stået stille længere tid,
for at fatte denne tale, og forstå meningen med den, men i virkeligheden var
der kun gået få sekunder. Endelig sagde jeg:
"Hvis jeg ikke med mine egne øjne havde set denne
flyvemaskine komme her og lande, så ville jeg sige, at du var en gavtyv, der
havde hest for mange videnskabelige "fantasihistorier". I alt fald er
jeg forberedt på, at alt er muligt. For øvrigt er det ganske tilfældigt, at jeg
er her og så dig alnde, og det kan jo være fuldstændig ligegyldigt, om jeg tror
dig eller ikke".
"Tværtimod", sagde stemmen. "For os er det
vigtigt, at du får lejlighed til at gøre dig bekendt med kendsgerningerne, og
at du danner dig en tilsvarende mening. En af hensigterne med denne ekspedition
er at lære den jordiske menneskeheds virkelige opfattelsesevne at kende, særlig
graden af deres evne til at tilpasse deres forstand hurtigt og roligt til
begreber, der er fuldstændig fremmede for deres tankevaner. Tidligere
ekspeditioner fra vore forfædres side endte i denne henseende næsten
fuldstændigt negativt. Denre gang er der håb om, at vi finder
7
tilstrækkeligt modtagelige menneskesjæle til, at vi kan
være behjælpelige med jeres races fremgang. Hvad dig angår, har din indstilling
overtruffet vore største forventninger".
"Ligeneget hvilke tanker man skal gøre sig vedrørende
din race, så kan jeg se, at vi i det mindste har een ting fælles, nemlig den,
at vor humor er begrundet på ironi. Men du kan ikke holde mig for nar på denne
måde, jeg har gået i skole hos erfarne folk. Det er ved at gå op for mig, at
alt, hvad jeg har gjort, inden du kom, var forkert. For det første, hvis jeg
havde brugt en smule fornuft, ville jeg hurtigt være forsvundet, da jeg så dig
komme, i stedet for at vente, til jeg muligvis var blevet fladtrykt under dit
skib. Jeg burde have holdt mig i forholdsvis sikker afstand i stedet for at
snuse omkring din maskine. Da din advarende stemme lød gennem højttaleren -
eller hvad det nu er - burde jeg have taget advarslen roligt og ikke springe
som en forskræmt kanin og havne i den ynkelige stilling i sandet. Og sluttelig
går du ganske simpelt ud fra, at jeg tror på dine påstande. Jeg skal sige dig,
jeg er villig til at tage den mulighed i betragtning, at den er sand, men jeg
er lige så villig til at anse den for at være det største humbug".
"Rigtigt", svarede stemmen. "Lad mig
forklare dig min situation! Det var ikke min hensigt at være ironisk, jeg mente
nøjagtigt, hvad jeg sagde. Du siger, at din nysgerrighed drev dig til at
undersøge maskinen, hvorved du udsatte dig for en ukendt fare, i stedet for at
søge din frelse i flugt. Det er ret betegnende for kampen mellem ønsket om
viden eller ønsket om sikkerhed. Jeg tror, I har et ordsprog, der siger, at
selvopholdelse er den første naturlov. Det er opmuntrende at konstatere, at
higen efter, viden overvinder det dyriske instinkt. Da jeg råbte advarende til
dig, var din reaktion aldeles ikke frygt, som du tror. En reaktion af frygt
ville have gjort dig stiv indtil ubevægelighed, i alt fald for en kort tid. I
stedet handlede du omgående på en passende måde. Den kendsgerning, at du faldt,
beviser at din koncentration var så stærk, at du glemte at holde øje med
tilbagevejen. At du skulle tro ig, bare fordi jeg siger dig noget, er det
sidste vi ønsker. Hvad vi har brug for, er mennesker med tilstrækkelig åbne
sind for modtagelse af beviser - selv om disse beviser står i modstrid med alle
hidtil kendte meninger - og med elastisk sans til at bearbejde beviset for at
nå til logiske slutninger. Den kendsgerning, at du under fuldstændig enestående
omstændigheder alligevel hører roligt på min stemme og giver logiske svar, er
det bedste bevis for, at din sindstilstand er Gf den beskaffenhed, som vi
ønsker os".
"Tak for komplimenterne", sagde jeg. "Jeg
ville ønske, jeg kunne tro, at jeg havde fortjent dem, men med din påstand vil
du vel antyde, at du tænker på at benytte mig i en bestemt plan, i hvilken
menneskehedens videnskabelige fremskridt er indbefattet. Hvorledes kommer du
overhovedet på at at henvende dig til mig? Kun fordi jeg rent tilfældigt var her, de du landede? Jeg kan med
lethed føre dig sammen med et dusin mennesker her på forsøgsbasen, der er
trængt meget dybere ind i videnskaben, end jeg er".
"Når du tror at du kun er her ved et rent tilfælde,
så undervurderer du os aldeles", var svaret. "Mange jordmennesker
sender let, men du er en af de få, der også modtager godt. Hvis du efter din
tilbagevenden til dit kvarter undersøger køleanlægget, vil du, opdage, at det
slet ikke svigtede i aften, selv om det svigter nu' og da. Lad os vende tilbage
til vort samtaleemne. Vi har undersøgt sindstilstanden hos jeres topfigurer i
videnskaben. I ethvert
8
tilfælde viste det sig, at jeres sjæle er stivnet i
støbeformene af deres nutidige begreber. De har vovet sig for langt ud, og
følgelig må de gå langt tilbage. Jeg kan forklare det ved et eksempel. Et
menneske, der stræber efter videnskabelig viden, ligner en myre, der kravler op
ad et træ; kun veg at vidende at den kravler opad, og dens synsvinkel er for
kort til at overse hele stammen. Resultatet er, at den efter al sandsynlighed
løber langs en af de nederste grene uden at opdage, at den har forladt
hovedstammen. Det går godt et stykke tid, den kan stadig kravle opad og endog
plukke lidt frugt i forbifarten, men snart begynder den at blive nervøs, da den
faste gren pludselig deler sig i talløse grene og blade, der alle viser i
forskellige retninger. Nøjagtigt sådan finder a den, der søger efter
forstandsviden, at de store "grundlove", der aldrig lod sig rokke, nu
begynder at dele ig, og at de viser i modsatte retninger. Videnskabsmanden
kommer til den slutning, at han nærmer sig grænsen for den viden, der kan
udtænkes af forstanden, og at alle fysiske love faktisk bliver rent
statistiske. Når han har nået dette punkt, kan han kun gøre videre fremskridt,
når han forfølger linjen ad abstrakt matematisk fornuftslutning. Det kan
sammenlignes med en togrejse i en af jeres undergrundsbaner. Du vil
sandsynligvis komme til dit mål, men da du ikke kan se hvilken vej du kører,
har du ingen garanti for, at der ikke findes en meget kortere og lettere vej
til målet. Jeres videnskabsmænd er nu i denne situation. Jeres videnskabsmænd
er f.eks. nu tvunget til at påstå, at elektronen både er en masse-del og en
bølgebevægelse. De forsøger at gøre det forståeligt, idet de siger: Elektronen
er en del i en sandsynligheds-svingning. Det er en tilstand, der ikke kan ses,
og så bliver undergrundsrejsen det eneste middel til fremskridt;
undergrundsrejsens abstrakte matematik.
De fundamentale sandheder er altid enkle og forståelige,
når man ser dem i de rigtige perspektiver. Så bliver den gren af viden enkel og
forståelig som en "gren", der ses oppefra på hovedstammen. Kort og
godt: Hvad jeres videnskab må gøre for at opnå fremgang er: at gå tilbage til
det punkt, hvor grenen forbinder sig med hovedstammen, for aerfra at gå op ad
hovedstammen. Og dertil vil og kan vi hjælpe menneskene, men kun hvis de øsnker
det, og hvis de er i stand til at følge den vej, vi vil vise dem. Men dette
gælder fremtiden. Inden vi kan yde jordboerne nogen som helst bistand, må to
betingelser opfyldes. Først må vore legemer være fuldstændig tilpasset jeres
biologiske omverden, så at vi bliver identiske med jer, når vi er sammen. Det
vil tage endnu fire år, som jeg allerede har sagt. Den næste betingelse er
vanskeligere. De politiske spændinger, der hersker mellem nationerne, må
formindskes. Hvis en af de to herskende nationer vil opnå en afgørende
videnskabelig overmagt, vil der under de nuværende forhold følge en total
udslettelseskrig. Vi er ikke her for at bistå nogen ved krigsførelse, men for
at tilpasse nationernes fremgang, så at årsago til krige bortfalder, ligesom vi
for tusinde af år siden har udslettet konfliktårsager mellem vore egne
folkeslag. Jeg ser, at du er træt af at stå der i sandet og høre på denne
fremstilling af videnskab og samfundslære.
Det minder mig om mine værtspligter. Kunne du tænke dig at
gå ombord og få en lille tur? Dette her er kun et fjernstyret transportskib,
men det har også en lille passagerkabine med siddepladser, ganske vist meget
enkel, men man sidder ganske bekvemt".
9
"Jeg vil være meget glad, hvis jeg fik lov at se
skibets indre", sagde jeg, "og jeg ville give, jeg ved ikke hvad,
hvis jeg fik tilladelse til at flyve med. Men hvorledes kommer jeg ind? Jeg har
allerede ledt efter en åbning, men fandt ikke noget spor af en dør. Du sagde,
du ikke havde vennet dig til vor atmosfære: Når jeg kommer ind i skibet, må jeg
jo tage min luft med. Hvorledes vil det så virke på dig?"
Som jeg allerede har sagt dig", svarede stemmen,
"er skibet en fjernstyret transporter. Jeg opholder mig ikke i den. Jeg be
finder mig i hovedskibet, eller som I siger, i "Moderskibet", som i
øjeblikket ligger 1440 kilometer over jeres planets overflade. Denne
transporter bliver brugt til at bringe os prøver fra jeres atmosfære, så vi kan
venne os til den. Lagerrummet er lufttomt, og ved åbningen af døren fyldes det
med den forhåndenværende atmosfære, dens temperatur og tryk. Også eventuelle
bakterier bliver taget med op til undersøgelse og til fremstilling af modgift. Indgangen
er helt oppe i maskinen. Nu skal jeg åbne den". Jeg hørte en tone, der
dels lød som en hvislen, dels som en brummen. Den varede 15 sekunder. Jeg var
forbavset over den ringe lydstyrke. Enhver jordisk luge, stor nok til at fylde et
skib af denne størrelse med luft, ville have forårsaget en hylen og susen. Så
blev jeg klar over, at hylsteret nok var lydtæt, og at støjen fra den
indtrængende luft ville fremkomme i fartøjets indre, og næsten ikke kunne høres
udenfor.
Så hørte jeg et enkelt knæk på ydersiden, og en del af
overfladen, lige til venstre for mig, rykkede nogle centimeter fra hinanden og
bevægede sig til siden for at forsvinde i væggen, og til syne kom en oval
åbning på ca. 1-1/2 + 1 meter. Jeg drejede mig mod døren for at stige ind. På
grund af hylsterets bøjning var mit hoved allerede i skibets indre, mens mine
fødder endnu stod ude på jorden.
Kabinen udgjorde kun en lille del af skibsrummet. Det var
et rum på ca. 3 meters dybde og ca. 2,3 meters bredde; op til loftet var der
ca. 2 meter. Væggene var let bøjede og afrundede; der fandtes ingen skarpe
hjørner. Væggen gennem hvilken åbningen førte var selvfølgelig selve
yderhylsteret og havde den samme bøjning. Denne væg var ca. 10 cm tyk. Rummet
havde 4 siddepladser, der lignede vore "legemesformede" lænestole, de
var bare lidt mindre end vore.
På bagvæggens midte var der anbragt en æske med et rør og
en linse. Fra denne linse kom der lys. Stolene og lyset syntes at være de
eneste anordninger i det ellers nøgne, metalliske rum. "Ingen særlig
tiltalende kabine", tænkte jeg, "den ligner nærmest en celle".
"Som jeg allerede har sagt: Den er enkel, men du vil
finde, at stolene er bekvemme", sagde stemmen. "Stig ind og tag
plads, hvis du vil flyve. Vi har ikke alt for megen tid".
Næsten automatisk gik jeg ind i kabinen og hen til en af
stolene. Inden jeg nåede derhen, hørte jeg en knagen, det var dørene, som gled
ud af fordybningerne i væggen. Instinktivt vendte jeg mig om, som om jeg var
betænkelig ved at blive afskåret fra den forholdsvise sikkerhed i ørkenen, men
dørene var allerede lukket. Hvis dette her var en fælde, så var jeg fanget, og
det ville være nytteløst at værge sig mod det uundgåelige.
"Hvor kunne du tænke dig at flyve hen?" kom
stemmen igen; men dennegang kom den ikke fra siden, men nærmest indefra, som om
jeg hør. te ord, som jeg selv udtalte.
10
"Jeg ved ikke hvor langt du kan tage mig hen i den
tid du har", svarede jeg, "og da denne kabine jo ingen vinduer har, kan
det være lige meget, hvilken vej vi tager, jeg kan alligevel ikke se
noget".
"Du skal få noget at se", lød svaret, "i
alt fald så meget, som du fra en flyvemaskine kan se ved nat. Hvis det passer
dig, kan vi tage til New York City og tilbage igen i løbet af 30 minutter. De
store byers lysskær ved nat fra en højde af 32 kilometer har altid gjort et
stærkt indtryk på os".
"Til New York og tilbage på 30 minutter?"
spurgte jeg. "Det er jo 13.000 km/tim. Hvorledes kan i frembringe så megen
energi i sådan en maskine, og hvorledes kan jeg holde til det tempo? Der findes
ikke engang sikkerhedsbælter på jeres stole".
"Du vil ikke føle noget ubehag ved hastigheden",
lød svaret. "Faktisk vil du overhovedet ikke mærke noget. Sæt dig bare ned,
så starter vi. Jeg skal forklare dig de ting, der forbavser dig
undervejs".
Jeg satte mig på stolen der var nærmest døren, og må
indrømme, at den virkelig var meget bekvem. Materialet føltes som skumgummi med
plastik overtræk. Stemmen afbrød mine tanker: "Jeg slukker nu lyset og
tænder udsigts-strålen.
Der blev fuldstændig mørkt i rummet, og så tændtes
projektøren, lige som i en biograf, kun med den forskel, at lysstrålen var dyb
violet. Den var rettet nøjagtigt på døren, og døren forsvandt. Den gled ikke
tilbage som ved åbningen. Nej, den ophørte ganske simpelt med at være der; i
det mindste forekom det mig sådan. Det var, som om jeg så gennem den fineste,
klareste glasrude.
"Der er ikke tid til at give dig en fuldkommen
forståelse af alle ting, som du gerne vil vide noget om med hensyn til maskinen
og os, men måske kan jeg forklare dig et par fundamentale grundsætninger, som
du er nysgerrig efter at få at vide", sagde stemmen - eller rettere sagt,
min stemme, for jeg opdagede netop, at de hørte ord slet ikke kom som lydbølger
til mit øre, men opstod direkte i min hjerne.
"Som du ser er døren blevet gennemsigtig. Det
forbavser dig, fordi du er vant til at tænke, at metaller er fuldstændig
uigennemsigtige. Almindeligt glas er dog nøjagtigt så tæt som mange metaller og
hårdere end de fleste, og dog går lyset meget let igennem det. Den
energi-stråle, der nu indvirker på døren, er hvad du vil kalde en
frekvensforøger. Strålen gennemtrænger metallet og virker på alt lys den møder,
på en sådan måde, at lysfrekvensen bliver forøget til et omfang, der - som du
ved - ligger i spektrum mellem røntgen- og de kosmiske stråler. Ved disse
frekvenser går strålerne let gennem metallet. Når disse bølger forlader
metallet på dørens inderside, træder de i vekselvirkning med projektøren og
bevirker det, I ville kalde stødfrekvens, som stemmer overens med den originale
lysfrekvens således at du ved en gennemskuen af metallet i virkeligheden ser en
reproduktion. Hvis du er parat vil vi starte nu".
Instinktivt presser jeg mig ind i stolen og griber med
hænderne om siderne. Et øjeblik efter faldt jordbunden pludselig fra skibet med
utrolig hastighed. Jeg sagde at jorden "faldt" fra, for jeg havde
ikke den svageste følelse af egen bevægelse, og skibet var så roligt som en
klippe. Til trods for den kendsgerning, at vi bevægede os med mindst 10 g's hastighed,
kunne jeg have sværget Påg at vi stod stille.
11
Lysene fra forsøgsområdet, der havde været skjult af en lille
bakke, kom pludselig frem. Et par sekunder senere kom lysene fra Las Cruces
frem i den venstre side af vinduet, og jeg vidste, at vi i disse 2-3 sekunder
var steget mindst 330 meter. Skibet drejede lidt til venstre, medens det steg, og
derved kunne jeg se hovedvejen fra Las Cruces til El Paso, et smalt funklende
bånd, der blev oplyst af tusinde billygter. Lysene fra El Paso og Ciudad Juarez
glødede i horisonten, men mens vi steg, syntes de at komme nærmere og dele sig
i forskellige kraftige lyspunkter. Jeg kunne se Presidio området, de hundrede
tusinde lys fra Port Bliss og den meget lyse plet, der kendetegner El Paso's
nederste bydel. Jeg mente endda at kunne skelne den mørke stribe af Rio Grande,
der deler El Paso fra dens tvillingeby Juarez. I et par sekunder havde skibet
drejet sig så meget, at disse byers lys forsvandt i det højre hjørne: af
vinduet. Udsigten viste nu mod sydøst. Jordens overflade syntes at skinne i et
lysegrønt fosforserende skær. Samtidig blev himlen udenfor meget mørkere, og
stjernerne syntes at have fordoblet deres glans.
"Vi må have nået stratosfæren", tænkte jeg.
"Hvis det er rigtigt så må vi være steget 16.000 meter i løbet af 15-20
sekunder, og dog har jeg ikke mærket det mindste til hastigheden".
"Du er nu ca. 21.000 meter over jorden", svarede
stemmen på mine tanker, og du stiger ca. 2.400 meter pr. sekund. Vi har bragt
dig temmelig langsomt herop, således at du kunne få lejlighed til at se dine
kendte byer fra luften. Vi vil bringe dig op til 56.000 meters højde til
horisontal flyvning. I denne højde er den resterende atmosfære så stærkt
fortyndet, at den næsten ingen modstand gør mod maskinens bevægelse".
"For øvrigt, hvad er der blevet af månen? Da jeg steg
ind i skibet, var den lige kommet frem, men nu ser alt så dystert ud?"
"Det ser mørkt ud", var svaret, "fordi der
i denne højde simpelthen ikke er nok atmosfære til at videreføre lyset. Du vil ikke
se spor af månen, med mindre den skulle skinne direkte på lysskærmen. Jeg har
forsætligt sørget for, at det ikke skete, for lyset over atmosfæren er meget
intensivt, og det ville være vanskeligt - måske umuligt - at se noget andet,
mens månen skinner. Du er nu så højt oppe, at jeg kan tilføje den lodrette
bevægelse en betydelig vandret hastighed".
"Da der i de næste minutter ikke er meget at se, vil
jeg forklare dig et par ting. Du talte noget om sikkerhedsbælter og spurgte,
hvorledes du kunne holde til hastigheden. Det er et spørgsmål, som din planets
videnskabsmænd meget ofte bryder deres hjerne med".
"Hver gang vore flyvemaskiner er blevet iagttaget af
dine medmennesker, og maskinens hastighed er blevet beskrevet, dukkede straks
den tanke op, at den fart var ganske utroværdig. Vi har hørt nogle af jeres
lærdeste mænd fremsætte den påstand "Intet menneskeligt væsen eller andre
højere livsformer kan, så vidt vi ved, overleve en sådan tiltagende
hastighed".
"Ved bedømmelsen af jordbeboernes intelligens var det
for os en stadig skuffelse. Vi mener, at en nogenlunde intelligent lægmand med
en gennemsnitsviden, som I har, burde være i stand til at tilbagevise en sådan
påstand omgående. Svaret er naturligvis ganske enkelt det, at den kraft, der
fremskynder maskinen, ikke alene indvirker på hvert enkelt atom af selve
maskinen, men på samme måde på hver enkelt masse-del i maskinen og selvfølgelig
Også på piloterne og passagererne".
12
"I jeres maskiner er sagen helt anderledes. I har
propeller eller jets, der udøver tryk på en del af maskinen. Dette tryk - eller
skub - driver maskinen, men ikke piloten. Piloten bliver kun drevet frem gennem
trykket på den del af hans krop, der er i berøring med hans sæde. På grund af
de øvrige legemesdeles træghed opstår der tryk, der forårsager følelsen af
fremdrift eller i voldsomme tilfælde besvimelse eller faktsik tilintetgørelse
af legemet. Vor eneste fremdriftsgrænse er begrænsningen af den disponible
kraft".
"Men hvorfor svæver jeg ikke omkring i luften",
tænkte jeg, "som en ting i en raket i uhindret fart antageligt ville
gøre?"
"Svaret herpå skulle da være temmelig
iøjefaldende", sagde stemmen. "Før skibet blev sat i bevægelse, sad
du på sædet, og da virkede kun een tiltrækningskraft mellem krop og sæde. De
fremdriftskraften indvirkede på begge - på skibet og din krop - i nøjagtigt
forhold til mængden, og da jordens tiltrækningskraft vedblivende indvirker på
jer begge, bliver den oprindelige kraft mellem din krop og sædet konstant, men
den vil aftage, når planetens tiltrækningskraft aftager ved distancen".
"Når vi rejser mellem planeterne, langt borte fra
nogen kilde af naturlig tiltrækningskraft, er det af praktiske grunde
nødvendigt for os selv at fremstille denne kraft kunstigt. De
tiltrækningskraft, vi er vant til, er kun lidt mere end halvdelen af den, der
er på jorden. Det er hovedgrunden til, at det vil tage os så lang tid at blive
almindelige mennesker af jeres race. Hvis vi ville lande på jeres planet nu og
ville forlade den beskyttelse, som vore skibe giver os, så ville den stærke
tyngdekraft stille så store krav til vore indre organer, at der ville opstå
alvorlige sygdomme, som muligvis ville have døden til følge".
"Dette er ikke bare en beregning. Vi ved det er
sandt, fordi det i fortiden er blevet prøvet flere gange. Hvis vi bliver i vore
skibe, hvor vi kan regulere den kraft vi er udsat for, så kan vi gennem en
ringe, men regelmæssig forøgelse af kraften, styrke vort cellevæv og
muskelsystem, til jeres tyngdekraft til slut bliver lige så naturlig for os, som
vor egen er det nu".
"Når den tid kommer, håber vi, at du og et par andre
medlemmer af din race, der har bevaret et tilstrækkelig åbent sind, vil være i
stand til at hjælpe os med at slå bro over den væsentlige kløft, der består
mellem jeres og vores kultur. Dog - som jeg før har sagt - vi vil aldrig prøve
at påtvinge jer vor viden eller kultur, og vi vil aldrig komme til menneskene -
uden at vi har virkeligt bevis for, at de ønsker det".
"Hensigten med denne ekspedition er ikke alene
menneskekærlighed. Der findes noget materiale på jeres jord, som vi kunne bruge
til fælles fordel, materiale, som I har i stor overflod, men som forekommer
meget sjældent på andre steder i dette solsystem. Når vi ønsker at anvende
dette materiale, så vil den tjeneste, vi yder jeres folk, dog ikke gøres
afhængig af materialets benyttelse. Hele vor viden og don understøttelse vi kan
give, bliver ydet beredvilligt".
"Kunne du ikke forklare mig grundbegreberne i denne
flyvemaskines funktion?" spurgte jeg. "Hvorledes kan i frembringe
denne uhyre energimængde, der er nødvendig for at drive fartøjet frem til så
stor hastighed, og hvorledes anvender I denne energi uden ydre bevis på dens
anvendelse?"
13
"For at forklare dig det", lød svaret,
"måtte jeg give dig et helt nyt grundlag i fysik. Som jeg har sagt før,
anser jeres videnskab en af kundskabens træs nederste grene for at være hele
træet, med det resultat, at jeres videnskab er blevet stærkt kompliceret. Når
videnskaben så skal anvendes praktisk, så resulterer det i et apparat, der
ligefrem bliver forhindrende kompliceret. Lad os tage et eksempel: Nogle
videnskabsmænd i dit land er i gang med at lave en undervandsbåd, der skal
drives frem ved hjælp af atomkraft. De vil opnå dette ved at bygge en reaktor
hvori uranets lette isotop spalter sig og derved ardannerrvarmeenergi og frie
neutroner, som absorberes af den tunge uran isotop og derved forvandler det i
det næst-tungeste element, der står over uranets række, som ligeledes igen kan
spaltes. Denne metode - selv om den er temmelig kompliceret - er den mest
virkningsfulde energikilde, som I mennesker indtil nu har frembragt. Men for at
forvandle denne varmeenergi til skibets fremdrift, planlægger de at lade en
vædske flyde gennem reaktoren, der skal absorbere varmen. De leder så denne
arbejdende vædske gennem en varmeomformer for at sætte en anden vædske under
tryk gennem fordampning. Dampen ledes ind i en turbine til drift af en
generator for at producere elektrisk strøm. Når de således opnår en samlet
nytteeffekt af 30%, så er det et "stort ingeniørarbejde".
"Hvis de kunne tænke i enkle begreber, kunne de med
den viden de har nu, kunne de bygge en enkel varmereaktor omkring
atomreaktoren, så ville de gennem den opnåede temperaturhældning vinde direkte
elektrisk energi med en nyttegevinst af mindst 94-98% - uden bevægelige dele,
men med små udgifter og med mindre materialeanvendelse pr. produceret
energi-enhed. Sammenlignet med vore metoder ville denne fremgangsmåde endda
nærmest være bortødslen".
"Frem for alt er det nødvendigt for jer at opdage den
fuldstændige enkelhed i naturens grundlove. Så vil I være i stand til at opnå
virkninger, som I nu anser for umulige. Når jeres fagmænd udkaster en plan for
en flyvemaskine, anser de det for nødvendigt at frembringe en energihældning i
selve maskinen som drivkraft. Alligevel har jeres forfædre for tusinde siden,
foretaget rejser til alle dele af jorden i skibe, som ikke havde noget indre
energikilde, men alene blev drevet frem af atmosfærens bevægelsesenergi. Selv
om det ikke altid var en pålidelig energikilde, så var den dog tilstrækkelig
virkningsfuld, og det skulle have givet jeres folk en erkendelse af at der
findes mange slags energi, der stadig er til rådighed, og det er kun nødvendigt
at udtænke et middel, hvorved denne energistrøm kan bringes til at give det
ønskede resultat.".
"Det, der hovedsageligt hindrer videnskabens hurtige
fremgang, er at jeres videnskabsmænd ikke har opafttet materiens og energiens
simple enhed. En af jeres største tænkere, professor Albert Einstein, offentliggjorde
for mange år siden den matematiske formel for udtrykket af den mængdemæssige
lighed af materie og energi. Denne formel førte, til trods for at den er
matematisk fuldstændig rigtig, til den urigtige slutning, at materie kan
omdannes til energi og omvendt. Sandheden er, at materie og energi blot er
forskellige aspekter af samme væsen."
"Se på en geometrisk flade, der har to dimensioner. Når
denne flad står lodret på din synsvinkel, så ser du den som en glat flade. Det
repræsenterer materie-aspektet af det hele. Når du nu drejer denne flade 90
grader, vil den forsvinde ud af dit syn, da den nu kun har en dimension. Det
repræsenterer energi-aspektet af det
14
hele. Du har ikke forandret fladen. Du har kun ændret dit
synspunkt, eller teknisk talt: Du har forandret dit forbindelsespunkt" .
"Den energimængde som et givet materielegeme
øjensynlig rummer, alhænger helt af, hvor meget det har drejet sig på
mængde-energiaksen i henhold til iagttageren. En anden iagttager, der ser det
samme legeme fra et andet forbindelsespunkt, vil finde, at det indeholder en
hel anden energimængde".
"Lad os antage, vi havde en iagttager på hver af to
planeter, der kredser gennem rummet, lad os sige med halvdelen af lysets
hastighed, og som bevæger sig i nøjagtig samme hastighed og i samme retning.
Hvis der ikke fandtes andre materielegemer i universet, ville iagttagerne
uvægerligt komme til den slutning, at deres respektive planeter ingen
bevægelsesenergi havde,.siden de eneste anvendelige forbindelses-punkter ligger
på den samme energihøjde. Hvis vi nu antager, at der er en tredie planet, og
forudsætter, at den befinder sig i hviletilstand, vil begge iagttagere
konstatere, at medens deres respektive planeter ingen bevægelsesenergi har til
hinanden, men derimod har en meget høj energi i forhold til den tredie planet.
Der ville stadig ikke være nogen mulighed for at afgøre, hvilke af planeterne
der er i bevægelse, eller energiforskellen mellem dem.
"Jeres professor Einstein har bragt en anden sætning ind
i lyset gennem abstrakt matematisk bevisførelse, og det er: "Når et
materielegeme tiltager i hastighed, formindskes dets dimension i
bevægelses-retningen. Når legereet opnår lysets hastighed, så har det ingen
dimension mere, i bevægelses-retningen. Det kommer selvfølgelig af, at det har
drejet sig om masse-energi-aksen i henhold til iagttageren, indtil lyset har
ophørt med at være masse og er blevet ren energi. Heraf kan du se, at man
bruger 9 x 1020 -energi for at fremdrive et gram masse til lysets
hastighed. Da massen ved denne hastighed ophører at være masse, er det
indlysende, at ingen energimængde kan øge sin hastighed yderligere i henhold
til forbindelses-punktet".
"Men senere vil der blive tid nok til at tale om
fysik. Da denne tur hovedsagelig skal tjene dig til observering, vil jeg
forklare dig udsigten". Den store by mod nord er St. Louis, og lysskæret i
horisonten er Cincinnati. På mindre end to minutter vil du være over byen, og
så vil du kunne se lysene fra Pittsburg."
"Du ser, vi har lært en hel del af jeres geografi.
Jeres historie er ikke så kendt af os, for jeres race tænker ikke så meget på
fortiden. Selvfølgelig er vi meget bedre kendt med civilisationernes
allerførste historie, end I er det". (Atlantis og Lemurien).
Denne sidste bemærkning blev mig ikke klart bevidst i
øjeblikket, fordi jeg var optaget af at betragte lysene fra Cincinnati, der
strømmede imod mig fra jordens overflade, 56000 meter under mig.
Da vor retning var mod øst, vidste jeg, at månen måtte
være lige over mig. Men jordens overflade viste meget lidt af dens
reflekterende lys. Det grønlige skær, jeg havde set ved starten i New Mexico,
var næsten helt forsvundet. Jeg havde aldrig hort nogen formodning fremsat om
jordens udseende, men bedømt fra denne højde var den næsten fuldstændig mørk,
og jeg tror, at tilbagestrålingen i alt fald fra landområderne må være meget
svag. Naturligvis bedømte jeg det kun efter månelyset, og jeg var ikke langt
nok væk fra overfladen til at kunne danne mig et sendt billede af dens
udseende.
15
Lysene fra Cincinnati var nu lige under mig. Jeg kunne
ikke skel ne hvert enkelt, dertil var der Ilt for mange lys, og de var for tæt
sammen. Helhedsindtrykket var, som om man så ned på et glæde bål, der var
brændt ned til glødende kul med et par meget lyse punkter? der funklede som
projektørbelyste katteøjne.
Naturligvis var Cincinnati ikke den eneste by der var
synlig fra dette punkt. Ved en højde af 56000 meter er udsigten meget udstrakt,
og selvom billedskærmens flade var begrænset, så kunne jeg dog hele tiden se
hundrede af forskellige store og små lyspunkter, der alle repræsentcrede
menneskelige beboelser eller fabrikker.
"I løbet af et par minutter vil du være over New York",
hørte jeg stemmen sige i mig. "Og nu begynder jeg at bringe dig ned på
32000 meters højde. Da denne maskine ikke er bygget til persontransport -
kabinen tjener kun for nødsituationer -- var det ikke nødvendigt at sørge for
tilstrækkelig tyngdekraft-udligning, som vi har det i alle vore store skibe.
Følgelig vil du ved nedstigningens begyndelse blive drevet opad i retning af
din egen tyngde således at din legemesvægt bliver lidt mindre. Hvis det skulle
genere dig, vil jeg nedsætte hastigheden".
Jeg følte en let løftning i maven, som man føler det i en
langson nedadgående elevator, dog med den forskel, at følelsen i dette tilfælde
varede i 30 sekunder. Så blev min vægt normal igen.
"Nu bevæger du dig med en konstant hastighed nedad, og
det vil i det næste minut bringe dig til den egnede højde. Højdeforskellen
betyder selvfølgelig tyngdekraftens fremskyndelse, så du vil ikke føle det. Du
var ikke særlig urolig ved tyngdekraftens ændring, men da din race endnu ikke
har fremstillet et tyngdekraft -kompensations- apparat til jeres
transportmaskiner, formoder jeg, at I venner jer bedre til en sådan skiften,
end vi gør".
"Hvis du tror at sådan en blid omskiften kunne
forurolige mig", svarede jeg, "så skulle du prøve at køre i vore
rutchebaner eller være med til et af vore "squirt jobs".
"Et øjeblik", kom svaret. "Jeg er bange for
at du misforstår mig. Jeg var så glad for, at min forståelse af dit sprog var
så perfekt, men nu har du lige brugt to udtryk, hvis mening er mig ubekendt. Vil
du ikke være venlig at forklare mig dem?"
"Du mener "rutchebane" og squirt job"?
spurgte jeg. "Rutchebanen er et mekanisk anlæg, som findes i mange af vore
forlystelsesparker. Det består af en lav åben vogn med siddepladser, der er
forsynet med håndtag til at holde fast i. Den har stålhjul der løber på
skinner, som er anbragt på et forhøjet stel. Så snart passagererne har indtaget
deres pladser, bliver vognen fastgjort til en kæde, der løber mellem skinnerne og
slæber vognen til stilladsets højeste punkt. Der bliver vognen løst fra kæden,
og så overtager tyngdekraften sit job. Vognen suser ud og ned i en brat vinkel,
til den har nået bunden, og stiger så op igen. Denne pludselige stigen og
falden bliver gentaget flere gange, og dertil kommer også mange bratte kurver.
Skinnerne løber i en kreds, og ved turens afslutning er passagererne igen ved
udgangspunktet. Så står vognen klar til det, næste hold, der venter på en
nervepirrende oplevelse".
"Den munterhedsfølelse, der fremkommer ved farten,
opstår af den kendsgerning, at hjernen afgiver adrenalin til blodet ved den
hurtige skiften af tyngdekraft. Det sker naturligvis altid, når
16
legemet bliver udsat for en pludselig fare, men i dette
øjeblik ved passagererne, at der ikke er nogen fare. Således nyder han
stimulansen, som adrenalinet forårsager, uden nogen risiko".
"Squirt job" er en hvirveltur, et begrab i det
amerikanske jargon-sprog, og står i forbindelse med vore jetmaskiner. Jeg
antager at du er godt kendt med dem. I har jo haft rigelig lejlighed til at
studere dem. En sløjfeflyvning er en manøvre, hvor maskinen flyver en lodret
kreds, hvorved maskinens overside bliver på kredsens ydre omfang".
"tak skal du have", svarede min vært. "Nu
ved jeg, at vi ikke har taget fejl, da vi udvalgte dig som formidler for
direkte kontakt"
"Du er nu i 32000 meters højde, og din by New York
ligger foran dig. Maskinen nærmer sig fra nordvest og vil forblive i denne
kurs, til den har nået oceanet i byens yderste nordøstlige kant. Den vil så
kredse over byen, til den flyver mod vest. Samtidig vil maskinen dreje sig
sådan, at billedskærmen hele tiden er rettet mod byens midtpunkt. Hastigheden
bliver nu formindsket til 960 km/tim for at du kan få bedre tid til at nyde
synet".
Foran mig lå Amerikas største by. Et vidunderligt syn. Man
måtte være digter for at kunne beskrive det fyldestgørende.
Fra denne højde var lysene meget klarere og bedre at
skelne. Nu lignede det ikke mere glødende kul med nogle lysere pletter. Dette
var et langstrakt område af millioner af blåhvide diamanter, funklende og
lysende mod en sort fløjelsbaggrund.
Temperaturforskellen i de forskellige luftlag under mig og
skibets hurtige bevægelse lod lysene funkle så voldsomt, at hele byen var en
bølgende - vidunderligt strålende sø.
"Hvis jeg havde været kunstner", tænkte jeg,
"ville det antagelig være mit livs største øjeblik, men min higen efter
viden overgår langt min ærbødighed for rent æstetiske værdier. Så smukt dette
syn er, og så interessant denne tur er, så ville jeg gladelig have byttet for
en fem minutters.tur i et moderskib".
"Vi beklager, at vi ikke har tid nok til at arrangere
sådan en tur", kom svaret. "Hvis du vil huske, at vi endnu ikke har
tilpasset os til jeres atmosfære, og som du selv siger, måtte du bringe din
atmosfære med dig, hvis du kom til os på skibet. Hvis vi havde haft tid nok,
kunne vi have fremstillet en dragt, som I bruger når I går under vandet. Så
ville du have været i stand til at entre skibet uden at forandre din eller vor
atmosfære. Men det ville have taget megen tid. Selv om vi ikke er sådan
tilnærmelsesvis slaver af tiden, som jeres race lader til at være, så er vi dog
i et skib, der får sin energi hovedsageligt fra særlige naturlige kilder, og
derfor finder vi det nødvendigt - lige som jeres sømænd - at sejle med
strømmen".
"Vi må om kørt tid forlade dette område, men vi
kommer tilbage til jeres planet om et par måneder. Vi har samlet tilstrækkelig
af jeres atmosfære for at blande den med vor egen, for den tid vi vil være
undervejs. Ved vor tilbagekomst vil vi kontakte dig igen".
"Men så vil jeg ikke længere være her på
forsøgsområdet" svarede jeg. "Mit arbejde vil være afsluttet, og jeg
må tilbage til Californien. Forøvrigt kender jeg ikke engang dit navn".
"Vi har navne", lød svaret. "men vi har
sjældent lejlighed til at anvende dem. Når jeg bliver medlem af jeres race, vil
jeg bruge
17
navnet Alan. Det er et almindeligt navn i dit land og
ligner mit eget, som er A-lan. At du er i Californien ved vor tilbagekomst gør
ingen forskel for vor evne til at finde dig. Som jeg allerede har sagt, dine
sanser modtager godt. Hvis du havde lidt mere øvelse i at tyde åndelige
forestillinger, kunne det have været muligt for os at vise dig vort moderskibs
enkeltheder, uden at du behøvede at være her".
"Det ville jeg meget gerne prøve", sagde jeg.
"Øvelse er den bedste vej til fremskridt, og når enkelthederne i jeres
moderskib er for vanskelige for mig som begynder, så hvorfor ikke lade mig
begynde med at prøve enkelthederne af denne vimana, jeg sidder i? Når jeg
lukker mine øjne og koncentrerer mig, var det så ikke muligt i det mindste at
give mig et tværsnit af skibet?"
"Næppe", svarede Alan lidt tørt. "Du gør
den fejl som næsten alle jeres folk gør, når I forsøger det, som I kalder
oversanselig opfattelse. For det første er det overhovdet ikke oversanseligt.
Det er nøjagtig så meget en del af legemets normale iagttagelses evne som
enhver anden sans, undtagen, at den bliver brugt så lidt af jeres race, at den
endnu befinder sig i en kummerlig underudvikling. Nogen af jeres dyr og mange
insekter har udviklet denne sans i højere grad end I mennesker".
"I er allerede fra fødslen vænnet til at modtage og
tyde synsindtryk med jeres åbne øjne. Du vil huske, at du ved brugen af et
mikroskop har lært at holde begge øjne åbne, selv om der kun er eet okular, luk
ikke øjnene. Jeg slukker nu for lysstrålen, så er der ingen afledende
indflydelse".
"For det andet: Lad være at koncentrere dig.
Koncentrationen er entilstand af udsendelse og er nærmest en fuldstændig
hindring for modtagelse. For at modtage rigtigt, må du være fuldstændig
afslappet. Denne evne har du, og denne evne er bemærkelsesværdig hos et menneske
af jeres race".
"Faktisk var det gennem denne evne, at jeg første
gang kom i kontakt med dig. Det var for tre nætter siden. Du var gået i seng,
men du kunne ikke falde i søvn på grund af presset fra dagens begivenheder. Du
brugte en tankeøvelse, der var meget interessant for mig, fordi den var enkel
ogvirkningsfuld. Kan du huske det?"
"Ak ja", svarede jeg. "Det bruger jeg tit,
når jeg ikke kan falde i søvn. Jeg forestiller mig et mørkt værelse med ti
lysende tal på den modsatte væg. Så retter jeg min opmærksomhed på disse tal,
til andre tanker er forsvundet fra min bevidsthed. Og så begynder jeg at viske
det ene tal ud efter det andet og nedsætter min koncentration med hvert tal.
Som oftest sover jeg ind, medens der endnu er et par tal tilbage. I al fald
sover jeg, efter at det sidste tal er forsvundet".
"Sådan er det", svarede Alan. "Ikke alene
afslappes bevidstheden, men alle tanker, der kommer udefra, bliver sat på deres
rette plads i den ubevidste del af sjælens kartotek. I denne tilstand modtager og
sender underbevidstheden meget bedre og lettere end overbevidstheden nogensinde
gør".
"Måske skulle jeg skamme mig ved at indrømme det, men
i dit tilfælde var det så flistende, så jeg undersøgte din sjæl så grundigt,
som vel ingen sjæl er blevet ransaget før. Jeg tror, jeg kan sige, at jeg ved
mere om dig end du selv gør. Hvad jeg fandt i dig er ikke altsammen
ønskværdigt. Naturligvis. Livet var hårdt ved dig undertiden, og jeg fandt
mange ar og et par sår, der
18
stadig kun er halvvejs lægt. Jeg fandt, at skæbnens
hårdhed har givet dig en ualmindelig dybde og vidde i din opfattelse og
erkendelse. Jeg fastslog, at du ville være den rette mand".
"Men vi er kommet bort fra vort emne. Jeg foreslår
dig at anvende dig egen afslappelsesmetode. Ret nu dine øjne mod billedskærmen,
som nu er mørk, og når dit sind er roligt, vil jeg forsøge at overføre et
åndeligt billede af den flyvemaskine du sidder i".
Det var ikke nødvendigt at forestille sig et mørkt rum,
for kabinen var nu fuldstændig mørk. Jeg havde ingen vanskelighed ved at
forestille mig de lysende tal, men det var mig umuligt at slippe alle de
spørgsmål, der strømmede ind i min bevidsthed. Til slut opgav jeg at udelukke
dem helt. Jeg prøvede at jage dem bort så godt jeg kunne, og begyndte at slukke
de lysende tal. Så stor var vanens magt, at mine tanker faldt til ro, så jeg
var lige ved at sove ind, da jeg nåede det sidste tal.
Men så opdagede jeg et billede på skærmen, som jeg ikke
havde bemærket før. Det kom ikke pludselig til syne. Det syntes som om det
altid havde været der. Men dog så jeg det nu for første gang. På billedets
venstre side genkendte jeg kabinen, og jeg vidste, at billedet måtte forestille
det indre af hele skibet.
Så hørte jeg en stemme henvende sig til mig, men dennegang
på afstand.
På en måde vidste jeg det var Alan's stemme, selv om
klangen var fuldstændig forandret. Den stemme, jeg havde hørt, var nærmest
skarp. Nu var den blød og flydende næsten som musik.
"Du ser dele af skibet og dets mekanisme, som din
forstand evner at opfatte. Det store trommelignende anlæg på det øverste gulvs
midte er energi-samleren. Den er væsentlig et samle-batteri, der kan blive
opladt med energi af enhevr art, som er forhånden. Med ordet "opladt"
mener jeg kun, at der er skabt en potential forskel mellem akkumulatorens to
poler. Polernes materiale disponerer over frie elektroner i en mængde, som du
slet ikke kan forestille dig. Via kontrolmekanismen flyder elektronerne gennem
to kraftringe, som du ser foroven og forneden i maskinen. Du er jo kendt med de
elektrodynamiske love, så du ved, at en elektron skaber et magnetisk felt.
Denne enorme strøm af elektroner gennem kraftringene bevirker et meget kraftigt
magnetisk felt".
"For at både retning og mængden af strømmen kan blive
kontrolleret gennem ringen, og på forskellig måde gennem en enkelt ring, kan vi
skabe et felt, der er i modsætning med eller i overensstemmelse med ethvert
felt, gennem hvilket vi ønsker at bevæge os. Derigennem behærsker vi
flyvemaskinens holdning i forhold til det respektive felt".
"Alle materielegemer, der er i bevægelse, har
magnetiske felter omkring sig af den lige nævnte grund, nemlig: at al materie
indeholder elektroner, og alle i bevægelse værende elektroner bevirker
magnetiske felter. Det magnetiske felt af jeres jord er meget svagt i forhold
til dets tyngdekraft, og det må være vanskeligt for dig at forstå, hvorledes
hastigheden kan forøges imod et stærkt felt ved at lade et svagt felt modvirke
det. Husk på, hvad der end sker, når du fører de samme eller modsatte poler af
to "permanente magneter" sammen, hvorledes kraftlinjerne bliver stødt
næsten lodret udad til deres normalposition. Således svinger flyvemaskiners
felt udad, indtil det skærer tilstrækkeligt
19
af jordfeltets kraftlinie for at producere den nødvendige
frastødning".
"Du har nok undret dig over, hvor længe du kunne
indånde luften i den lille kabine, før den bliver tung og forurenet. Du kan se,
at der under de to sidste siddepladser er små lufthuller med en mekanisme, der
lader luften fra laderummet strømme ind i kebinen. I denne maskine er det ikke
nødvendigt at forny luften, for den store mængde luft i laderummet ville, i
nødstilfælde, kunne forsyne fire personer med den nødvendige ilt".
"Den beholder som du ser over energi-samleren,
indeholder styregrejerne. Jeg behøver ikke at gå nærmere ind på enkeltheder, da
du er kendt med mekanik og fjcrnstyringsapparatur. Da vore er uendelig meget
enklere og mere driftsikre end jeres, så ville de også her tage mange timer i
nyorientering i fysik, for at forklare dig deres funktion.
"Vor tid er nu udløbet. Vi har bragt dig lidt
hurtigere tilbage, og nu er du næsten over dit udgangspunkt. Da I i modsætning
til os har fornøjelse af at opleve tyngdekraft-forandringen, så kan vi, hvis du
ønsker det, fremkalde denne "gysen" som du kalder det, medens vi går
ned og nærmer os tyngdekraftens nulgrænse. Den fuldstændige opnåelse af denne
tilstand ville volde ledelse og kunne endda være farlig - men vi kan komme
denne tilstand tilstrækkelig nær, så du alligevel beholder en vis stabilitet,
mens du oplever en følelse af vægtløshed".
Den pludselige erkendelse af at turen næsten var forbi,
rev mig ud af den drømmetilstand, jeg havde været i, siden jeg gik ombord.
"O.K." råbte jeg. "Forsøg det, jeg ønsker
at opleve den følelse".
Pludselig tændes lyset i kabinen. Efter det fuldstændige
mørke, jeg havde været i, blændede lyset mig. Medens jeg prøvede at venne
øjnene til lyset, for min mave pludselig op i min brystkasse. Jeg kunne føle
mit hjerte slå mod min strube, medens mine lunger og andre organer syntes at
have bestemt sig for at trænge ud af mine ører.
Jeg har oplevet mange bratte dykningsmanøvrer i
flyvemaskiner og har kørt i mange forlystelsesanlæg, der er beregnet til at
bevirke en følelse af vægtløshed, men dette her havde jeg aldrig oplevet mage
til. Jeg havde ikke følelsen af at falde, men nærmest som om mine organer var
aflastet af en stærk spænding. Noget lignende, som en elastik der springer
opad, når man slipper taget. Lykkeligvis var denne følelse kortvarig. Efter et
par sekunders forløb følte jeg mig atter vel igen.
Jeg følte mig ikke særlig vægtløs, tænkte jeg og trykkede
hænderne på begge sider af stolen. Jeg rejste mig med et mere eller mindre
elegant sving omtrent helt op til loftet.
Dette kunne jeg have gjort mere graciøst, hvis jeg ikke
havde anvendt den kraft, der lå bag mit tyngdepunkt. Da jeg begyndte at falde ned
igen, var jeg nær faldet på hovedet og måtte gribe efter stolelænet for at
holde mig oprejst.
Resultatet var, at jeg landede på knæene i stolen med øjnene
kun et par centimeter fra ryglænet.
Da så jeg noget, som jeg indtil nu havde overset. Det var et
enkelt mønster, der var præntet i stolens materiale, men jeg genkendte
symbolet, og det må have udløst en mægtig åndelig chockbølge,
20
som føltes som frygt eller smerte, for tyngdekraften blev
straks igen normalliseret, og det medførte, at jeg igen oplevede et par
ubehagelige øjeblikke, netop som mine organer havde begyndt at indtage deres
rette plads.
"Hvad er der i vejen", hørte jeg Alan's stemme
sprøge - og for første gang syntes jeg at kunne spore en antydning af
medfølelse. Og så - "ak, jeg ser du har bemærket symbolet og genkendt dets
betydning".
"Ja", svarede jeg. "Enhver der er
nogenlunde orienteret, ville genkende symbolet af træet og slangen. Det findes
jorden over i alle racers gamle indskrifter og legender. For mig har det altid
stået som et udpræget jordisk symbol, og det overrasker mig at se det dukke op
fra verdensrummets dybde eller fra en planet, som du kalder dit hjem".
"Det er en ting som jeg håbede skulle vente til vort
næste møde", sagde Alan. "Der er så meget at sige - og så lidt
tid".
"Vore forfædre kom oprindelig fra denne jord. De
havde oprettet et stort rige og en mægtig videnskab på kontinentet, som jeres
legender kalder "Mu" eller "Lemurien". Samtidig eksisterede
et stort rige på kontinentet - Atlantis.
Der fandtes rivalisering på videnskabens område. I
begyndelsen venlig, men med årene blev den bitter, da begge nationer brystede
sig overfor hinanden med deres bedrifter. På få århundreder havde videnskaben
opnået en udvikling, der svarer til jeres nuværende".
"Utilfredse med at sætte et par krummer af bunden
atomenergi fri, som jeres fysikere gør, havde de lært at sætte store mængder i
bevægelse omkring energi-aksen. Under disse omstændigheder var det uundgåeligt,
at de to nationer til slut udslettede sig selv gensidigt, nøjagtig det samme,
som jorden to største nationer af i dag forbereder sig på".
"Men denne diskussion må vente til vi kommer igen.
Det er blevet sent. Det koster allerede for megen energi at holde vort skib i
den rette position, og vi kan ikke opgive dette transportskib. Det er nu på
jorden, og nu skal jeg åbne døren. På gensyn Dan! Lev vel, til vi ses
igen!"
Som en søvngænger steg jeg ud af maskinen og stolperede et
par skridt gennem sandet, inden jeg vendte mig om. Døren havde lukket sig efter
mig. Et vandret orangefarvet lys strålede fra skibets midte - og skibet svang
sig op i højden - som om en katapult havde afskudt det. Den efterstrømmende
luft drev mig et helt skridt fremad, så jeg nær havde tabt ligevægten. Det
lykkedes mig at holde øje med rumskibet, medens lysbåndet omkring det skiftede
i alle spektralfarver fra orange til violet. Imidlertid var rumskibet nået et
par tusinde fod op - og da gik lyset over i violet og forsvandt fuldstændigt
fra mit syn.
En stærk følelse af depression kom over mig. Det forekom
mig, som om alt mit arbejde og mit liv havde mistet sin betydning. For et par
timer siden var jeg en temmelig selvtilfreds tekniker, der satte måle- og
prøve-apparater op for en af de største raketmotore, der endnu er fremstillet.
Nu vidste jeg, at den motor - endnu før den var afprøvet - var håbløst
gammeldags. Længe stod jeg i sandet ved de fladtrykte buske og kiggede op. Alan
havde lovet at komme igen. Var det deres virkelige mening, der er jo så mange
andre her i landet som kunne hjælpe dem bedre.
Jeg kan kun vente - og håbe.
21
LITTERATUR HENVISNINGER:
Eckhoff,
Leif. Daniel Fry's beretning. Fra UFO-NYT nr. 5, 1965.
Side 205 - 209.
Fortsat i UFO-NYT nr. 1, 1966. Side 28 - 31.
Fry, Daniel W. Budskapet från rymden. Hålsingborg,
Parthenon, 1968. 65 sider.
------ Resa med flygande =at. Hälsingborg, Parthenon,
1968. 71 sider.
------ Utvecklingans kurva. Hålsingborg, Parthenon, u.å.
Gibbons, Gavin. Daniel Fry. Fra They rode in space ships. London,
Spearman, 1957. Side 3 - 107.
Magnusson, Sven. Dan Fry. Fra Sökaren nr. 2, 1971. Side 14
- 15.
